Krigen imod Islamisk Stat: Kalifatet er snart slut - det er Islamisk Stat ikke

Selvom terrorgruppen IS har mistet deres leder, og IS er tæt på at blive trængt helt ud af Mosul, er vi nødt til at indse, at krigen imod terrorismen aldrig er overstået. For den kan ikke vindes.

Ovenstående video er udsendt af IS og viser angiveligt den ødelagte Al-Nuri-moske i Mosul 

Den skæve minaret knejser ikke længere over Mosuls gamle bydel.

Al-Nuri-moskeens minaret har, lige siden den blev bygget, hældet slemt til siden. Som den arabiske verdens svar på Det Skæve Tårn i Pisa. Men det var ikke konstruktionsfejlen, der til syvende og sidst fik den gamle minaret til at styrte sammen. Det var Islamisk Stats dynamit. Som så meget andet smukt, civiliseret og historisk i den her del af verden, så bukkede minareten i Mosul også under for Islamisk Stats barbari.

Billeder fra det øjeblik den ikoniske Al-Nuri-moske i Mosul blev sprængt i luften
Billeder fra det øjeblik den ikoniske Al-Nuri-moske i Mosul blev sprængt i luften Foto: Scanpix Denmark

Det var i Stormoskeen al-Nuri i Mosuls gamle bydel Abu Bakr al-Baghdadi i juli 2014 udråbte sit såkaldte kalifat. Nu siger Iraks premierminister Haider al-Abadi, at Islamisk Stats ødelæggelse af den selvsamme 800 år gamle moske med dynamit er terrororganisationens indrømmelse af sit nederlag.

Det synes nu ikke at være en helt korrekt aflæsning af situationen.

Klik på pilen og træk til venstre for at se den gamle bydel i Mosul uden den ikoniske minaret

Kampene bølger stadigvæk frem og tilbage i Mosuls gamle bydel, og det gør de også ovre på den anden side af grænsen – inde i Syrien. Her er slaget om kalifatets hovedstad Raqqa først lige begyndt.

Opgøret om Raqqa kommer dog sikkert til at tage mindre tid end slaget om Mosul gjorde det. Raqqa er meget mindre, og der er langt færre civile ind i byen. Men det vi sikkert også være naivt at tro, at Islamisk Stat ikke har nogle overraskelser gemt oppe i ærmet. At de til syvende og sidst ville tabe det militære opgør på slagmarken har de også selv vidst i lang tid. Og kender vi dem ret, så har de forberedt sig på det.

Kalifatet er en styrke og en svaghed

Udover sin totalt ubegribelige sadistiske brutalitet, så var en anden ting, der fra starten adskilte Islamisk Stat fra andre jihadistiske terrororganisationer, gruppens insisteren på at blive en stat med sit eget territorium.

Et sted de kunne udråbe som et kalifat. En stat som skulle indrettes efter deres udgave af det ideelle islamiske samfund.

Det har både været en styrke og en svaghed for Islamisk Stat.

Der er ikke nogen tvivl om, at den kendsgerning, at der faktisk eksisterede et fysisk landområde ude i virkeligheden, som blev kaldt et kalifat, hvor turbanklædte jihadister forsøgte at gennemføre deres egen brutale form for islamisk lov, i sig selv var en del den magiske tiltrækning, Islamisk Stat har haft på radikaliserede islamister fra resten af den muslimske verden og også på muslimske grupper rundt om i Vesten.

Men samtidig har etableringen af dette IS-kontrollerede territorium også gjort det nemmere for koalitionen af føre krig imod Islamisk Stat.

”Krigen imod terror”, som daværende amerikanske præsident George W. Bush efter 11. september 2001, døbte krigen imod Al Qaeda, var en vanskelig sag. Hvis ikke ligefrem umulig. For krig imod terror er en krig imod en taktik. Men krigen imod Islamisk Stat er langtfra umulig. Det er en krig imod en væbnet gruppe, der holder et landområde besat. Ikke en krig imod et fænomen, men en krig imod et sted. Et postnummer og et mere veldefineret mål. Det kan lade sig gøre.

Terror- og militæreksperter rystede allerede den gang i 2014 på hovedet, fordi beslutningen om at udråbe et kalifat gjorde, at Islamisk Stat ikke kunne skjule sig. Ikke gemme sig i huler eller gå under jorden, som Al Qaeda’s lederne havde gjort det i Afghanistan, da offensiven imod dem gik i gang.

Islamisk Stat brugte i stedet en masse energi på at kontrollere et territorium, opbygge en administration, en struktur, og derfor har de også haft ”en adresse”. Alle og enhver har kunnet finde dem… i den udstrækning de ikke gemte sig bag ryggen på eller blandede sig med civilbefolkningen.

Selvom den irakiske premierminister al-Abadi ikke har helt ret i at ødelæggelsen af Al-Nuri-moskeen er Islamisk Stats indrømmelse af at have tabt, så har han ret i, at moskeens ruiner er et meget stærkt symbol på, at Islamisk Stats dage som et kalifat er talte.

Kaliffen er død

Desuden er kaliffen Abu Bakr al-Baghdadi, efter al sandsynlighed selv blevet dræbt ved et russisk luftangreb i slutningen af maj. Ved samme angreb blev en lang række andre fremtrædende Islamisk Stat-ledere også dræbt.

Abu Bakr al-Baghdadi i 2014, hvor han netop i Al-Nuri-moskeen i Mosul udråbte kalifatet
Abu Bakr al-Baghdadi i 2014, hvor han netop i Al-Nuri-moskeen i Mosul udråbte kalifatet Foto: Scanpix Denmark

At al-Baghdadi også var iblandt de dræbte er endnu ikke endeligt verificeret, men alt tyder på, at det er korrekt.

Mistanken om at kaliffen er død er også kendt blandt Islamisk Stats tilhængere og væbnede terrorister i området. Derfor er organisationen under et voldsomt pres for at bevise, at det ikke er sandt. Hvis al-Baghdadi stadigvæk er i live, må de bevise det. At det indtil nu ikke er sket, øger mistanken.

Tidligere har top-Islamisk Stat-lederes død blot ført til, at andre fra de lidt lavere geledder er rykket op i rangordenen. Så selvom det har kunnet mærkes, så er det stort set lykkedes for IS at fylde hullerne i hierarkiet ud.

I det seneste årstid er det imidlertid gået hurtigt. hurtigt, at det har sat sig sine spor i Islamisk Stats funktionsdygtighed.

Hvis det er rigtigt, at Abu Bakr al-Baghdadi selv er blevet dræbt, så er der, så vidt jeg kan se, ikke længere nogen tilbage af den gruppe på næsten et halvt hundrede ledere, der i sin tid grundlagde Islamisk Stat. De er langsomt blevet dræbt en for en. Nu er der ikke længere nogen af dem tilbage.

I sidste uge kom det også frem, at Islamisk Stats øverste imam og største islamiske kapacitet også var blevet dræbt. Turki al-Binali blev dræbt ved et amerikansk luftangreb den 31. maj. Det er blevet bekræftet af Islamisk Stat selv. Al-Binali, som var født på Bahrain, leverede islamiske legitimeringer af mange af gruppens bestialske forbrydelser som blandt andet brugen af unge yazidi-kvinder som sexslaver. Han var dog ikke bare prædikant og islamisk lærd, han tog også del i andre sider af Islamisk Stats funktion. Blandt andet var han centralt placeret i oprettelsen af Islamisk Stats afdelinger i Libyen.

Selvom hullerne i systemet stadigvæk fyldes ud med andre, så er kvaliteten af disse ledere mærkbart faldende. IS-krigernes loyalitet overfor de nye ledere svækkes, og moralen på slagmarken blandt kalifatets hellige krigere lider og rapporteres at være for nedadgående.

Selvom vi får mange vidnesbyrd fra slagmarken om at de sidste få hundrede Islamisk Stat-terrorister inde i Mosuls gamle bydel kæmper med næb og kløer, og tilsyneladende har erkendt, at de ikke selv vil overleve, så deserterer IS-krigere mange andre steder i området. Mange frygtes at slippe bort blandt de civile, der i disse tider i en lind strøm forsøger at slippe bort fra slagmarken.

Mutationer

Men blot fordi Islamisk Stats kalifat, militante jihadisters stolthed, nu befinder sig i sin allersidste dødskamp, så er det naivt at tro, at blot fordi den sidste væbnede jihadist i Mosul og Raqqa snart er fanget eller dræbt, så er krigen vundet.

Så godt som alle internationale terroreksperter er enige om, at Islamisk Stat blot vil mutere, og dukke op igen et andet sted, i en ny form og opbygning. Gruppens terror vil fortsætte. Blot på en anderledes facon. Måske mere i stil med den type islamisk terrorisme, vi allerede i mange år på tragisk vis har lært at kende, hvis ikke gruppens nye ledere formår at opfinde en helt ny, ukendt måde at kæmpe på.

Der har i hele kalifatets eksistens været blodige, brutale terroraktioner alle mulige andre steder i verden, som Islamisk Stat har stået bag. Paris, Nice, Bruxelles, London, Istanbul… listen er lang.

Nogle af terroristerne var tidligere Syrienkrigere, som havde fået deres våbentræning og viden om sprængstoffer på slagmarken hernede i Mellemøsten. Men endnu flere har været såkaldte ”hjemmeavlede” terrorister, som aldrig har besøgt kalifatet mens Al-Nuri-moskeen stadigvæk stod. De er derimod blevet inspireret af lokale fanatiske imamer, lokale militante jihadistiske celler, af internettet og Islamisk Stats mange sociale medier. Endnu andre har været ”ensomme ulve”, som formentlig ikke har haft det mindste at gøre med Islamisk Stat overhovedet, men de er blevet inspireret af IS, og på egen hånd – men måske i kalifatets navn – har de gennemført en blodig udåd, hvorefter Islamisk Stat bagefter har påstået, at det var deres aktion.

Den type terror vil vi formentlig stadigvæk se. Der vil måske endog komme mere af den netop fordi kalifatet er blevet slået.

I krig med en ide

Som vi så det med Al Qaeda, så er Islamisk Stat ikke bare en organisation med en struktur, opbygning og bureaukrati. Den er også et brand, et varemærke, en franchise, en ide.

Noget der er langt mere ”luftigt” og ikke så lidt sværere at bombe fra luften og gå i krig imod end et kalifat, der ligger i et klart defineret område i Syrien og Irak.

I Afrika, Asien og andre steder rundt om i Mellemøsten har terrorgrupper, som eksisterede inden Islamisk Stat blev oprettet, sidenhen adopteret IS’ flag, navn, ideologi og meget andet. På den måde breder Islamisk Stat sig. Mere som en ide, et slagord eller et banner, end som en faktisk, fysisk udflytning.

Derfor er det vigtigt at indse, at selvom alle de lande, der de sidste tre år har været engageret i krigen imod Islamisk Stat sikkert snart vil fejrer sejren, så er krigen langtfra overstået.

Det er også vigtigt at forstå, at selvom hele Mosul og Raqqa igen bliver en naturlig del af Irak og Syrien, så er den militære kamp, undergrundskrigen, efterretningsindsatsen og anti-terrorkrigen imod Islamisk Stat og andre lignende grupper på ingen måde slut.

Også vigtigt at forstå er det, at krigen imod Islamisk Stat og andre jihadister aldrig ”kun” har været militær. Der er også en politisk, økonomisk, social og samfundsmæssig indsats på mange niveauer, der skal fortsætte. Både for at forebygge ”knopskydning”, nye grupper og angreb, men også for at forsøge at genindsluse i vore samfund af-radikaliserede islamister, som ikke har blod på deres hænder.

Og slutteligt – og det lyder måske lidt opgivende – bliver vi sikkert også nødt til at indse, at krigen imod terrorismen aldrig er overstået. For den kan ikke vindes. Terrorismen er en ubehagelig del af vores liv og hverdag, og vil sikkert altid være det. Vi kan bekæmpe terrorismen, forsøge at forebygge så meget vi kan, gøre det sværere for terroristerne at operere, men vi kan næppe nogensinde slippe helt af med uvæsenet.

For at kunne leve med det er det også altid værd at huske på, at det samlede antal ofre for jihadistisk terrorisme er langt, langt mindre end antallet af trafikofre, folk der dør på grund af rygning, på grund af alkohol og mange andre almindelige ting, som vi har lært at leve med. Ikke fordi vi ønsker det, men fordi vi ikke har noget alternativ, og vi har indset, at vi næppe nogensinde bliver disse trusler kvit. Vi lever videre vel vidende, at livet er fyldt med trusler.

Terrorismen er bare en af disse trusler. Men langtfra den farligste.