800 hjem evakueres efter dødsbrand i London - beboere blev ikke advaret

Belægningen er for ringe på flere bygninger i London, som nu skal forbedres. Beboere er vrede.

Det kan virke som at lukke folden efter hestene er stukket af, men opmærksomheden på brandsikkerhed er i disse dage på det absolut højeste i den britiske hovedstad, London.

Efter en tragisk brand, der startede i et køleskab og spredte sig via noget farlig belægning og isolering, kostede 79 mennesker livet i højhuset Grenfell Tower i sidste uge, er adskillige lignende ejendomme blevet gået efter i sømmene.

Det har ført til, at omkring 800 lejligheder i en bygningsblok i området Chalcots Estate nu skal evakueres og brandsikres. Det skriver BBC.

Beboerne er utilfredse

Flere af beboerne i de evakuerede lejligheder udtrykte fredag aften deres utilfredshed over håndteringen.

- Hvorfor har de ventet til halv ni en fredag aften med at få beboere ud? Hvor forestiller de sig, at vi skal tage hen?, siger beboeren Shirley Philips ifølge nyhedsbureauet AP.

Hun forklarer, at beboerne ikke blev advaret om, at deres lejligheder skulle evakueres før i sidste øjeblik. 

En anden beboer, Michelle Urquhart, fortæller til bureauet, at de torsdag aften havde fået at vide, at der allerede blev taget hånd om problemet.

Beboeren Roger kalder handlingen for en rygmarvs-reaktion. 

- De skal gøre noget, men det her skaber udelukkende kaos og forvirring. VI har været glade for at bo der, og ved en brand for et par år siden bredte ilden sig ikke i bygningen. Det her virker bare overdrevent.

Ingen frygt for brandfare

Den holdning deler beboeren Edward Strange.

- I eftermiddags fik vi at vide, at facadebeklædningen ikke lever op til sikkerhedsbestemmelserne. Det er vi dog ret trygge ved, at den gør. Der har været brand to gange i den tid, jeg har ejet lejligheden, og siden facadebeklædningen kom på, og brandene bredte sig ikke. Så jeg synes, at man overreagerer, siger han.

Londons borgmester, Sadiq Khan, har adresseret kritikken på Facebook og understreger nødvendigheden af de mange evakueringer.

- En række forhold, som er blevet identificeret gennem et godt samarbejde mellem Camden og Council Londons brandmyndigheder, gør, at det er nødvendigt, skriver han blandt andet. 

I am in close contact with Camden Council, the London Fire Brigade and the Government about the precautionary measures...

Posted by Mayor of London on Friday, June 23, 2017

Stort arbejde med at skifte beklædninger

Beboerne i de udsatte lejligheder bliver genhuset i de 3-4 uger, det forventes at tage, før brandsikkerheden igen er på et acceptabelt niveau.

- Camden Council (lokalt styre i området, red.) er meget opsat på at sikre, at vores beboere er sikre og vi har lovet dem, at vi vil samarbejde med dem og få arbejdet gjort hurtigt, siger styrets forkvinde, Georgia Gould, til BBC.

En ansat i en boligblok forsøger at berolige beboere, som fredag blev evakueret i London. Video: Jasmina Blichert

Foruden den ene bygningsblok, der skal evakueres, vil myndighederne udskifte beklædning på fire andre blokke i Calcots Estate.

Branden i Grenfell Tower har ført til massiv kritik af sikkerheden i fattige boligområder i den britiske hovedstad.
Branden i Grenfell Tower har ført til massiv kritik af sikkerheden i fattige boligområder i den britiske hovedstad. Foto: NIKLAS HALLE'N / Scanpix Denmark

Theresa May: Vi har fejlet

Den britiske premierminister Theresa May har også kommenteret på de omfattende evakueringer på Twitter.

- Mine tanker er med beboerne, som bliver evakueret i Camden, mens deres hjem bliver sikret, skriver hun.

Hun har tidligere indrømmet, at myndighedernes reaktion og behandling af brandofrene ikke har været god nok.

May er blevet kritiseret for kun at tale med brandmandskabet og ikke med beboerne i området. Det gjorde dronning Elizabeth og prins William - og oppositionslederen, Labours Jeremy Corbyn.

De 79 dødsofre er det højeste antal døde i en brand i London siden krigen. Da det ikke har været muligt at identificere alle ofrene, er flere af beboerne fra den nedbrændte bygning fortsat efterlyst. 

Pårørende har hængt billeder op af savnede flere steder omkring branden i Grenfell Tower.
Pårørende har hængt billeder op af savnede flere steder omkring branden i Grenfell Tower. Foto: NIKLAS HALLE'N / Scanpix Denmark