Øjenvidne: Folk greb fat i fører af varevogn - imam reddede hans liv

Den 48-årige gerningsmand blev overmandet og tilbageholdt af øjenvidner på stedet.

En person er død, og 10 er kvæstet, efter en varevogn sent søndag aften torpederede en menneskemængde i London.

Hændelsen, som politiet efterforsker som et muligt terrorangreb, fandt sted uden for en moske ved Finsbury Park i den nordlige del af London.

Varevognen skal angiveligt have ramt adskillige personer, der var på vej ud efter at have været til bøn i moskeen i forbindelse med den hellige muslimske måned, ramadanen.

- Han kørte på fortovet hen imod alle muslimerne, og han kørte lige ind i dem, og jeg tror, at en af dem døde. En døde med det samme, og de andres tilstand er alvorlig, siger Mohamed Mohidin, der befandt sig på stedet.

Overmandet og tilbageholdt

Gerningsmanden er en 48-årig mand, som blev overmandet og fastholdt af borgere, indtil politiet anholdt ham.

- Han forsøgte at løbe væk, han forsøgte at stikke af. Nogle mennesker slog ham, da han forsøgte at kæmpe sig fri. Jeg hørte lyden af varevognen, der kørte galt. Én person var under varevognen, mens andre var kørt over, siger Abdikadir Warfa til The Guardian.

Han var blandt de folk, som fik overmandet chaufføren og tilbageholdt ham.

Få overblik over angrebet her.
Få overblik over angrebet her. Foto: TV 2

Moskeen er tilknyttet det muslimske medborgerhus The Muslim Welfare House. Ifølge direktøren for stedet, Toufik Kacimi, overlevede gerningsmanden kun takket være stedets imam.

- Vi har et vidne, der siger, at ham, der gjorde det her, chaufføren af varevognen, han sagde, "jeg gjorde min del", han gjorde det med vilje for at ramme og dræbe så mange muslimer som muligt. Folk greb ham, fordi han var kørt ned ad en blind vej, og begyndte at slå ham. Vores imam var der og reddede hans liv, siger Toufik Kacimi til Sky News.

Efter anholdelsen blev gerningsmanden kørt på hospitalet.

Politiet oplyser, at manden nu skal mentalundersøges. Der er på nuværende tidspunkt ikke andre mistænkte.

- Han (gerningsmanden, red.) blev hurtigt og roligt overgivet til politiet. Jeg vil gerne takke de mennesker, der hjalp politiet med at tilbageholde den formodede gerningsmand, siger politikommissær ved Londons Politi, Neil Basu.