Død mand efter London-angreb var muligvis død før påkørsel

Ti personer er kommet til skade, oplyser britisk politi. Ofrene havde angiveligt netop forladt en moské.

Britisk politi efterforsker mulige forbindelser mellem ældre mands død og påkørsel foran moskéen Finsbury Park Mosque i det nordlige London.

En ældre mand, som blev meldt dræbt i et formodet angreb i London natten til mandag, var muligvis allerede død, da en menneskemængde blev påkørt.

En hvid varevogn ramte flere mennesker ved moskéen på Seven Sisters Road. Det skete, mens flere personer var i færd med at yde førstehjælp til en ældre mand, der lå på jorden.

Det fortæller Neil Basu, som er koordinator for politiets antiterrorgruppe, på et pressemøde mandag formiddag.

- Desværre er han død. Vi efterforsker enhver mulig forbindelse mellem hans død og angrebet. Det er for tidligt at sige, om han døde i angrebet, siger Basu.

Koordinatoren bekræfter, at politiet kun mistænker en person i forbindelse med angrebet. Trods vidneberetninger om flere gerningsmænd mener politiet, at en 47-årig mand var alene om påkørslen.

Den 47-årige er anholdt

Kort efter angrebet blev den 47-årige mand overmandet og fastholdt af borgere, indtil politiet kom frem og kunne anholde ham. Han er tilbageholdt efter den britiske terrorlov. 

- Han forsøgte at løbe væk, han forsøgte at stikke af. Nogle mennesker slog ham, da han forsøgte at kæmpe sig fri. Jeg hørte lyden af varevognen, der kørte galt. Én person var under varevognen, mens andre var kørt over, siger Abdikadir Warfa til The Guardian.

Han var blandt de folk, som overmandede chaufføren og tilbageholdt ham.

- Han (gerningsmanden) blev hurtigt og roligt overgivet til politiet. Jeg vil gerne takke de mennesker, der hjalp politiet med at tilbageholde den formodede gerningsmand, siger Neil Basu.

10 blev kvæstet, da varevognen påkørte folkemængden. To blev behandlet på stedet, og otte blev kørt på hospitalet. Flere er alvorligt kvæstet.

Ifølge Muslim Council of Britain, der er en paraplyorganisation for muslimske foreninger i Storbritannien, var det medlemmer af moskéen, der blev ramt af varevognen.

- Vi er blevet informeret om, at bilen er kørt over bedende, da de forlod Finsbury Park Mosque. Vores bønner er med ofrene, skriver organisationen på Twitter.

Få et overblik over angrebet i London.
Få et overblik over angrebet i London. Foto: TV 2

Ukendt motiv

Myndighederne kender ikke motivet til påkørslen, men sagen efterforskes som terror. Den behandles af politiets særlige terrorenhed.

- Det har været en svær tid for London. Nødberedskabet er sat på en alvorlig prøve. Vi gør ikke desto mindre alt, hvad vi kan, for sammen med vore samarbejdspartnere at beskytte London og borgerne, siger Niel Basu.

Den britiske premierminister Theresa May kalder det en forfærdelig hændelse:

- Alle mine tanker er med dem, der er blevet såret, deres pårørende og redningspersonalet på ulykkesstedet, udtaler hun ifølge Reuters.

Hun oplyser, at politiet behandler hændelsen som et muligt terrorangreb. Mandag vil hun indkalde til møde i regeringens sikkerhedsudvalg.

Londons borgmester Sadiq Khan fordømmer påkørslen i et opslag på Facebook.

- Selvom dette lader til at være en angreb på et mindre lokalsamfund, så er det ligesom angrebene i Manchester, Westminister og London Bridge også et angreb på vores delte værdier om tolerance, frihed og respekt, skriver han.

Sadiq Khan oplyser, at der vil være ekstra sikkerhedsstyrker på gaden de kommende dage til at beskytte muslimer, der fejrer ramadanen.

Politiet udfører desuden mandag aften en ransagning på en adresse i Cardiff i forbindelse med efterforskningen.