Manden bag angreb i Paris var journalist i Sverige

16x9
Politi ved Notre Dame-kirken Foto: YOAN VALAT / Scanpix Denmark

Manden, der overfaldt en betjent ved domkirken Notre Dame, havde angiveligt arbejdet som journalist i Sverige.

En mand, der er anholdt for at have angrebet og såret en fransk politibetjent med en hammer i Paris tirsdag, har boet i Sverige. Her har han arbejdet som journalist. 

Det bekræfter professor Arnaud Mercier, der har været mandens vejleder. Det skriver den svenske avis Aftonbladet

- Han har studeret og arbejdet som journalist i Sverige, siger professoren. Tirsdag eftermiddag angreb en mand bevæbnet med en hammer en politibetjent uden for domkirken Notre Dame i Paris. Gerningsmanden blev skudt og såret af politiet. Han blev ramt i brystet. Det oplyser de franske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters. 

Anklagemyndigheden i Frankrig har efterfølgende oplyst, at der vil blive indledt en efterforskning af sagen af landets antiterrorkorps. Den franske indenrigsminister, Gérard Collomb, sagde tirsdag, at angrebsmanden råbte "Dette er for Syrien", inden han blev såret af skud.

Bevæbnet med køkkenknive 

Manden var også bevæbnet med køkkenknive og havde et dokument, der identificerede ham som algerisk student. Den franske tv-kanal LCI rapporterer, at manden er i 40'erne og født i Algeriet. Han har angiveligt studeret journalistik i Stockholm mellem 2006 og 2008.

 - Han arbejdede som freelancejournalist for forskellige aviser og radiostationer i Sverige mellem 2009 og 2010, siger Arnaud Mercier, der er professor i politisk kommunikation ved Université Panthéon-Assasi Paris. 

- Derefter skulle han have taget en kandidatgrad på universitetet i Uppsala, siger professoren til Aftonbladet. Ifølge ham har manden blandt andet skrevet om sit hjemland, Algeriet, i den svenske presse. Tv-kanalen LCI rapporterer, at den mistænkte er gift med en svensk kvinde.