Dieselbilen synger på sidste vers

I Tyskland er salget af dieselbiler gået stærkt tilbage i kølvandet på dieselskandalen og truende forbud mod dieselbiler i en række storbyer.

Stuttgart er en by for bilelskere. Ikke nok med at Mercedes-Benz og Porsche har deres fabrikker her, byen vrimler med dyre og muskuløse biler.

Her bliver man ikke overrasket over at møde sjældne biler som en Lamborghini Huracán eller en Mercedes SLS AMG i GTR-versionen. Og diverse Porscher og Ferrarier er skødesløst parkeret på fortove og gadehjørner.

Diesel-teknologien er brændemærket, salget er begyndt at gå tilbage, og det er på tide at den tyske bilindustri tager konsekvensen og skifter over til el-biler, lyder professorens råd til Mercedes-Benz og Co. 

Ferdinand Dudenhöffer, professor i ”automotive economics” ved universitetet i Duisburg-Essen

Stuttgart er en by for bilelskere. Men hovedstaden i den velpolstrede delstat Baden-Württemberg er også den første tyske storby, som har besluttet sig for at tage et opgør med det, der om noget er indbegrebet af tysk bilteknologi, nemlig dieselbilen. For som i andre tyske storbyer så er de dieseldrevne Audier, Mercedes’er og VW’er, der dominerer myldretidstrafikken.

Stramme dieselkrav på vej ud

Den karakteristiske diesel-snerren er lyden af en tysk succeshistorie, som måske snart er historie.

Fra 1. januar 2018 vil Stuttgart nemlig indføre et forbud mod dieselbiler. Dog ikke fra en kant af men i perioder, hvor der er forureningsalarm i byen, fordi indholdet af sundhedsskadelige dieselpartikler og NOx’er overskrider de gældende grænser.

På de dage, og dem var der hele 62 af i 2016, vil kun dieselbiler, anskaffet efter september 2014 få adgang til byen. Altså adgang forbudt for dieselbiler, der ikke opfylder de seneste og på papiret strengeste miljøbestemmelser, Euro 6 normen.

Professor Ferdinand Dudenhöffer, professor i ”automotive economics” ved universitetet i Duisburg-Essen.
Professor Ferdinand Dudenhöffer, professor i ”automotive economics” ved universitetet i Duisburg-Essen. Foto: TV 2

Diesel-forbud og det oven i købet i Mercedes-Benz og Porsches hjemby!

Det kan nok være, det er en melding, som har fået sveden til løbe som løbesod ned ad panden på tyske bilfabrikanter og bilsælgere. Vi står nemlig ved et vendepunkt inden for bilbranchen, lyder budskabet fra professor Ferdinand Dudenhöffer, professor i ”automotive economics” ved universitetet i Duisburg-Essen og en af de bedste kendere af den tyske bilindustri:

- Diesel-teknologien er brændemærket, salget er begyndt at gå tilbage, og det er på tide at den tyske bilindustri tager konsekvensen og skifter over til el-biler, lyder professorens råd til Mercedes-Benz og Co. 

Lavinen er udløst, og ifølge professoren kan det pludselig begynde at gå stærkt, rigtig stærkt! 

Dieselbilernes andel af det samlede salg er inden for det seneste halvandet år faldet fra knap 50 procent til nu godt 43 procent, i april styrtdykkede dieselsalget med næsten 20 procent.

Uffe Dreesen

Skandale efter skandale

Nyheden om det forestående diesel-forbud i Stuttgart kommer på et tidspunkt, hvor de dårlige nyheder på dieselfronten nærmest har stået i kø.

Først var der dieselskandalen for halvandet år siden, da de amerikanske myndigheder afslørede, at VW-koncernen havde ladet en særlige ”snyde-software” bygge ind i deres dieselmotorer, så de var i stand til at overholde forureningstestene i laboratorierne men ellers svinede løs, når de blev sluppet løs på landevejen.

En skandale, som på det seneste også har ramt det ellers så noble Audi-mærke og én gang for alle har kvalt VWs drøm om at sælge ”clean diesel”-biler til amerikanerne.

Så var der afsløringen at biler, der er godkendt efter netop den seneste Euro 6-norm, udleder seks til syv gange så meget NOx, som de har lov til, ja, nogen endda 18 gange så meget som tilladt, nemlig når målingerne gennemføres uden for de beskyttede laboratorieomgivelser og bilerne bliver sendt ud i trafikken ved de temperaturer, der nu engang hersker ude i virkeligheden.

Og nu altså nyheden om kørselsforbuddet for selv tre-fire år gamle dieselbiler i Stuttgart. Ikke så sært at professor Dudenhöffer spår, at vi står over for begyndelsen til enden på dieselæraen. 

Selv giver han dieselteknologien højst en fem til syv år mere på markedet, inden den vil blive afløst af hybridbiler, benzinbiler og el-køretøjer. Usikkerheden om diesel-bilernes fremtid har da også allerede spredt sig hos de tyske bilkøbere. Diesel-bilernes andel af det samlede salg er inden for det seneste halvandet år faldet fra knap 50 procent til nu godt 43 procent, i april styrtdykkede dieselsalget med næsten 20 procent!

- Efter min mening kan det pludselig komme til at gå meget hurtigt, tilføjer professor Dudenhöffer.

- For når brugtvognspriserne begynder at falde, så vil alle prøve at sælge ud fra devisen om, at den der sælger først taber mindst. Det er ligesom på aktiemarkedet, når kurserne begynder at gå nedad. Det kan udløse en lavine og dermed en masseflugt fra dieselbilerne, siger han.

På grund af luftforurening vil en række byer indføre forbud mod diesel-biler. Video: Lars Hjort Kristensen

Fra eksportsucces til problembarn

Kørselsforbud eller ej, så er det ellers ikke så længe siden, dieselbiler blev anset for at være bilfabrikanternes store håb. Ikke nok med at de var populære hos kunderne, dieselbiler med deres lavere brændstofforbrug var en forudsætning for, at bilfabrikanterne kunne overholde EU's krav om at begrænse CO2-udledningerne.

Dieselbiler var ”klimavenlige”, hed det sig, men også det har vist sig at være en illusion. For i virkelighedens verden, så har dieselteknologien blot givet kunderne mulighed for at anskaffe de større og mere kraftfulde køretøjer, f.eks. i form af de populære SUV-modeller.

Porsche Cayenne er en af de populære modeller i den såkaldte SUV-klasse. Modellen var også en af de berørte i diesel-skandalen.
Porsche Cayenne er en af de populære modeller i den såkaldte SUV-klasse. Modellen var også en af de berørte i diesel-skandalen. Foto: MICHAELA REHLE / Scanpix Denmark

Så samlet set har dieselbilerne ikke ført til lavere udslip af CO2, konstaterer Klaus-Peter Gussfeld fra miljøorganisationen BUND's afdeling i Stuttgart. Han tøver ikke med at kalde diesel-biler for en ”fejludvikling”, som ikke hører hjemme i storbyernes trafikbillede.

Dertil kommer så problemenerne med luftkvaliteten i storbyer som Stuttgart. I de senere år har myndighederne især rettet blikket mod de nitrøse gasser, NOx,’erne som er giftige at indånde og årsag til tusindvids af dødsfald på europæisk plan.

- Sagen er, at de hidtidige bestræbelser ikke har været nok til at overholde forureningsgrænserne, og derfor må der tages skrappere midler i brug, deriblandt kørselsforbud, forklarer Matthias Lieb, fra trafikorganisationen Verkehrsclub Deutschlands afdeling i Baden-Württemberg.

En gryde med låg

Når netop en storby som Stuttgart døjer med luftforureningen, så hænger det sammen med, at byen ligger i en dalsænkning. Derfor er der dage i vinterhalvåret, hvor luften står helt stille og dieselpartikler og NOx’er bliver hængende.

Så er lagt låg over gryden, og det er på de dage, myndighederne ønsker at forbyde alle andre end de allernyeste dieselbiler at køre ind i byen.

Byen Stuttgart døjer i høj grad med luftforurening. Stuttgart ligger i en dal, og det gør byen særlig udsat.
Byen Stuttgart døjer i høj grad med luftforurening. Stuttgart ligger i en dal, og det gør byen særlig udsat. Foto: Jakob Bak Vester / TV 2

Stuttgart er med andre ord tvunget til at handle. Hele 62 dage var der luftforureningsalarm i byen sidste år, og dermed overtræder man ikke bare EU's luftkvalitetsdirektiver men også sine egne luftkvalitetsplaner.

Det har bare fået EU-kommissionen til at true med sagsanlæg mens miljøorganisationen Deutsche Umwelthilfe allerede lagt sag an ved domstolen med krav om forbud for samtlige dieselbiler.

Det samme er sket i den bayerske hovedstad München, hvor myndighederne også kan blive tvunget til at tage skrappere midler i brug og altså indføre kørselsforbud for dieselbiler. Erfaringerne fra Stuttgart viser nemlig, at selv når der er forureningsalarm og bilisterne opfordres til at tage busser eller tog eller køre flere sammen i bilen, så er det kun lykkedes reduceret antallet af biler og dermed udslippene minimalt.

München og Stuttgart står i øvrigt ikke alene. Op mod 80 tyske byer kan heller ikke leve op til luftkvalitetskravene, så kørselsforbuddet i Stuttgart er måske kun begyndelsen.

Grå himmel over en Mercedes-forhandler i Stuttgart.
Grå himmel over en Mercedes-forhandler i Stuttgart. Foto: Michaela Rehle / Scanpix Denmark

Ud af dieselfælden

Ifølge trafikforskere og eksperter som professor Dudenhöffer, så er tyskerne havnet i en fælde, fordi man så ensidigt har satset på dieselteknologien. Mens Kina satser på elbiler, så udgør de stadig kun en forsvindende del af det tyske bilmarked.

Imens breder usikkerheden sig hos bilkøberne. Alene i Stuttgart vil 70.000 bilister blive ramt af kørselsforbuddet, hvis det ikke lykkes at finde en løsning, så også ældre dieselbiler kan udstyres med filtre, der kan mindske forureningen.

”Dieselbilernes omdømme er kaput. Skal jeg nu hurtigst muligt sælge min diesel-bil?”, lyder en bekymret overskrift i formiddagsbladet Bild-Zeitung. Avisen når i øvrigt frem til, at det gælder om at bevare hovedet koldt og se tiden an.

Uanset hvad så har bilbranchen nået et vendepunkt, lyder det altså fra professor Dudenhöffer. Dieselbilernes dage er talte, konkluderer han og henviser blandt andet til Volvo, hvor topchefen Håkan Samuelsson har bekendtgjort, at man ikke vil investere i nye dieselmotorer, når den seneste model om nogen år står over for udskiftning. Fremover vil fabrikken udelukkende satse på el-biler.

Så de snerrende dieselbiler i Stuttgart og omegn er måske nok lyden af en tysk succes men lyden af en biltype, som måske snart er historie.