Maltas premierminister vinder valget trods skandaler

16x9
Arkivbillede. Foto: DARRIN ZAMMIT LUPI / Scanpix Denmark

Vælgerne i Malta sikrer siddende premierminister, Joseph Muscat, og hans arbejderparti endnu en periode.

I skyggen af anklager om skattely har vælgerne i Malta valgt at lade premierminister, Joseph Muscat, blive siddende på posten.

Det viser resultatet fra weekendens valg ifølge nyhedsbureauet AFP.

Premierministeren har søndag været ude og acceptere sin sejr. Han mener selv, at det er hans arbejde for at sikre landets stærke økonomiske fremgang, der har sikret ham posten for anden gang.

- Folket har klart valgt at blive på vejen mod endnu større resultater, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Premierministeren og hans arbejderparti lider ellers under anklager om korruption, hvor hans egen kone beskyldes for at være ejer af et skuffeselskab i skattely i Panama.

Det fravristede ham dog ikke sejren ved valget, der på grund af de hårde anklager var fremrykket med et år.

Også hans politiske modstander Simon Busuttil har anerkendt sit nederlag på Twitter.