Svensk arrestordre mod Assange opgivet: - Det er en total sejr

Julian Assange har fået asyl i Ecuador og har siden 2012 opholdt sig på landets ambassade i London.

Den svenske anklagemyndighed, der har efterforsket Julian Assange for anklager om voldtægt, dropper efterforskningen og ophæver dermed den europæiske ordre om at anholde ham.

Fakta Assange

* I juni 2010 offentliggør WikiLeaks omkring 90.000 hemmelige dokumenter, hovedparten amerikanske dokumenter fra krigen i Afghanistan. Få måneder efter havner næsten 400.000 fortrolige dokumenter fra Irak-krigen hos WikiLeaks.

* I november 2010 bliver Julian Assange efterlyst af svensk politi. Han er mistænkt for at have begået voldtægt og seksuelle overgreb mod to svenske kvinder under et ophold i Sverige i sommeren 2010.

* Julian Assange bliver anholdt i december 2010 af britisk politi i London, men løslades efter en uge mod kaution. En proces om eventuel udlevering til Sverige indledes.

* I februar 2011 beslutter en domstol i London, at Assange kan udleveres til Sverige, men kendelsen ankes, da Assange frygter, at de svenske myndigheder vil udlevere ham til USA. Udleveringsordren stadfæstes af den britiske højesteret i maj 2012.

* Julian Assange søger tilflugt på Ecuadors ambassade i London i juni 2012 og ansøger om politisk asyl. Forlader han ambassaden, bliver han anholdt.

* Ecuador giver Julian Assange asyl i august 2012, men britiske myndigheder nægter at give ham frit lejde ud af landet. Der er britiske overvejelser om at bryde ind i ambassaden for at anholde WikiLeaks-stifteren, og der opstår diplomatiske spændinger.

* Byretten i Stockholm fastholder 16. juli 2014 arrestordre på 44-årige Julian Assange, som fortsat risikerer anholdelse, hvis han forlader Ecuadors ambassade i London

Det udtaler den svenske chefanklager, Marianne Ny, på et pressemøde.

- I betragtning af, at alle muligheder for at drive efterforskningen fremad er udtømte, synes det ikke længere rimeligt at opretholde beslutningen om at arrestere ham, siger anklager Marianne Ny.

Assange har afvist at tage til Sverige og lade sig afhøre, da han er bange for at blive udleveret til USA, hvor han er mistænkt for spionage. Assange har derfor fået asyl i Ecuador og har siden 2012 opholdt sig på landets ambassade i London.

Kort efter artiklens udgivelse på Expressens hjemmeside svarede Julian Assange på Twitter med dette billede:

Britisk politi oplyser, at WikiLeaks-stifteren - uanset den droppede sag i Sverige - vil blive anholdt, hvis han træder ud af Ecuadors ambassade.

- Westministers magistratdomstol udsendte en kendelse på Julian Assange, efter han undlod at melde sig ved domstolen den 29. juni 2012, lyder en erklæring fra politiet, som tilføjer:

- Politiet er forpligtet til at håndhæve den kendelse (på at anholde ham, red.), hvis han skulle forlade ambassaden.

Ifølge anklagemyndigheden i Stockholm har sagen trukket i langdrag, fordi Assange ikke personligt har villet møde op i den svenske hovedstad. For et halvt år siden afhørte de svenske myndigheder ham på Ecuadors ambassade i London.

Julian Assange er kendt som grundlægger af og talsmand for WikiLeaks, whistleblower-organisationen, der blandt andet har stået bag omfattende offentliggørelser af omkring 90.000 hemmeligstemplede dokumenter om krigene i Afghanistan og Irak.

Julian Assange er flere gange blevet tildelt priser af humanitære organisationer for sit arbejde, og i 2010 var han nomineret som ’Person of the year’ (årets person, red.) i det anerkendte magasin TIME.

WikiLeaks-stifteren har været eftersøgt af de amerikanske myndigheder siden 2010. Myndighederne ser ham som en trussel mod USA’s sikkerhed.

Assange var tiltalt i Stockholm i en sag om seksuelle overgreb på to svenske kvinder.

Den svenske anklagemyndighed har indkaldt til et pressemøde klokken 12.