Advokat for svensk kvinde: Skandale at voldtægtssag mod Assange droppes

16x9
Julian Assange fredag under pressemøde på balkon til Ecuadors ambassade i London. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA / Scanpix Denmark

En syv år lang politiefterforskning af sex-anklager fra to kvinder mod WikiLeaks-stifter Julian Assange, blev fredag droppet.

Mens Julian Assange fredag kunne glæde sig fra sit eksil i Ecuadors ambassade i London over den svenske anklagemyndigheds beslutning om at droppe undersøgelsen af sexanklager mod ham, bliver samme beslutning mødt med den modsatte reaktion af to svenske kvinder.

Det var dem, der i 2010 fik sagen til at rulle, da de anmeldte Julian Assange til politiet for flere lovovertrædelser af seksuel karakter, blandt dem voldtægt.

Elisabeth Massi Fritz er bistandsadvokat for den kvinde, som i 2010 anmeldte Assange for voldtægt - og hun forstår ikke den svenske anklagemyndigheds beslutning.

- Ingen beslutning om at stoppe efterforskningen kan ændre det faktum, at Assange har udsat min klient for voldtægt, siger Elisabeth Massi Fritz ifølge Aftonbladet.

Siden 2010 har svensk politi mistænkt Assange for de forbrydelser, han er blevet anmeldt for. I 2012 søgte han politisk asyl på Ecuadors ambassade i London. Fredag blev den næsten syv år lange proces, hvor de svenske myndigheder har forsøgt at få Assange til at stå til regnskab for anklagerne, så stoppet.

Bebrejder ikke nogen

Elisabeth Massi Fritz siger, hun ikke bebrejder nogen.

- Jeg vil ikke lægge skyld på nogen, men hovedårsagen er, at det er lykkedes Julian Assange at unddrage sig retsforfølgelse, siger hun og påpeger, at det ikke bør være muligt at stoppe en efterforskning, blot fordi det lykkedes den mistænkte at undgå at blive stillet for retten.

Hun mener, at Assange har handlet bevidst i frygt for en voldtægtsdom, og Elisabeth Massi Fritz kalder sagen en "skandale".

- Ingen ønsker at blive dømt for voldtægt, eftersom det er en frygtelig og krænkende forbrydelse. Det er en skandale, at en mistænkt voldtægtsforbryder kan unddrage sig retsforfølgelse og dermed slippe for, at sagen bliver prøvet ved en domstol, siger hun.

Julian Assanges advokat Per E. Samuelsson mener dog, at en af grundene til, at efterforskningen er blevet droppet, er Assanges egen forklaring om hændelserne den aften, de påståede overgreb skulle have fundet sted.

- Han gav en god forklaring på, hvad der i virkeligheden skete den aften, siger Per E. Samuelsson.

Men det mener Elisabeth Massi Fritz ikke.

- Min klient er chokeret, siger hun.