Omfattende hackerangreb rammer 99 lande

Et omfattende hackerangreb har ramt flere lande verden over. En række organisationer er berørt.

Fredag blev flere hospitaler i England ramt af hackerangreb, hvor hackerne krypterede hospitalernes computere og krævede løsesum for at åbne dem igen.

Nu viser det sig, at angrebet er langt mere omfattende, end de første meldinger lød på.

Ifølge CNN er 99 lande ramt af angrebet.

Center for Cybersikkerhed skriver på Twitter, at de følger ransomewareangrebet, og at der ikke er oplysninger om angreb mod Danmark.

Ifølge CNN har it-sikkerhedsfirmaet Avast registreret 75.000 angreb verden over.

Hackermetoden kaldes ransomware og det seneste skud på stammen går under navnet WannaCry.

Storbritanniens premierminister Theresa May siger, at det ikke kun er et angreb på britiske hospitaler.

 - Dette var ikke rettet mod NHS. Det er et internationalt angreb, og en række lande og organisationer er blevet berørt, siger hun.

99 lande ramt

Af de 99 lande, der er blevet ramt af cyberangrebet er blandt andet USA, Kina, Rusland, Spanien, Italien og Taiwan.

- Dette er enormt, lyder det fra Jakub Kroustek fra antivirusprogrammet Avast.

Cirka 1000 computere i det russiske indenrigsministerium er blevet ramt af cyberangrebet, oplyser en talskvinde for det russiske ministerium.

Noget tyder på, at hackerne bruger et hacking-værktøj, som blev stjålet fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA for nylig, siger eksperter til BBC.

Værktøjet  blev lækket af en gruppe, der kalder sig selv Shadow Brokers. Gruppen har lækket stjålne hackerværktøjer fra NSA siden sidste år.

Microsoft rullede i marts en opdatering ud, men ifølge Ny Times har hackerne udnyttet, at eksempelvis hospitaler ikke har implementeret den nye opdatering.

Ekspert: Danske hospitaler kan blive ramt

Den såkaldt ransomware angriber filer på computerne og låser dem. Typisk kræver hackerne, der står bag, penge for at dekryptere de ramte filer. Ellers vil de forblive utilgængelige.

Peter Kruse, der er it-sikkerhedsekspert ved CSIS Security Group, fortæller, at ”ransomware" er et fænomen, der er steget eksplosivt de seneste år.

- Det er den mest markante trussel, man kan forestille sig lige nu. Det rammer både virksomheder og private, siger han til TV 2.

Og det samme kan ske på danske hospitaler, vurderer Peter Kruse.

- Sikkerheden i Danmark er meget tilsvarende den, man ser i Storbritannien. Det sker hver dag og rammer bredt, siger han.

IT-ansvarlig: Overrasket over omfanget

It-direktør i Region Nordjylland, Klaus Larsen, siger at man følger udviklingen nøje.

- Vi er meget, meget opmærksomme på udviklingen og holder skarpt øje med, hvad der sker i England, siger siger it-direktør i Region Nordjylland, Klaus Larsen, på vegne af Danske Regioner.

Han fortæller, at han er bekendt med og opmærksom på ransomware i forvejen, men at omfanget af angrebene på de engelske hospitaler fredag overrasker ham.

- Jeg har ikke hørt om det så omfattende før, som det, man ser i England. Det virker meget vildt, siger han.

- Alt er væk

Flere læger i England har beskrevet fredagens problem på sociale medier. En af dem skriver:

- Vores hospital er nede. Vi får en besked, der siger, at vores computere nu er under deres (hackernes, red.) kontrol, og at vi skal betale et pengebeløb. Og nu er alt væk, lyder det ifølge The Guardian.

NHS er det offentlige sundhedsvæsen i England, Wales og Skotland.