FBI-chef fandt ud af fyring på tv: Troede, det var en joke

FBI's øverste chef blev fyret med øjeblikkelig virkning - han fandt ud af det på tv.

Der er mange måder at blive fyret på.

Du kan blive indkaldt til en samtale, få en e-mail, eller du kan få beskeden på CNN's nyhedskanal. Sidstnævnte er netop sket for FBI's øverste chef, James Comey. Det oplyser CNN, som var det første medie med nyheden.

James Comey var tirsdag midt i en tale for sine medarbejdere i Los Angeles, da tv-skærme i baggrunden begyndte at vise nyheden om hans fyring.

FBI-chefen begyndte at smågrine og svarede, at det var "en ret sjov joke" for at løsne den anspændte stemning.

Kort tid efter modtog FBI's hovedkvarter et brev fra præsident Donald Trump.

Fyret med øjeblikkelig virkning

I brevet fik James Comey direkte besked på, at han blev fyret med øjeblikkelig virkning. Årsagen er ifølge Det Hvide Hus, at han "ikke er i stand til at lede bureauet effektivt".

- Vi har brug for nyt lederskab til at genskabe tilliden til FBI, lyder det i brevet.

James Comeys fyring sker på baggrund af en anbefaling fra USA's justitsminister, Jeff Sessions, og vicejustitsminister, Rod Rosenstein.

Jagten på ny FBI-leder er i gang

Det var ellers planen, at James Comey på dagen skulle have deltaget i et rekrutteringsarrangement af FBI. Men han deltog af gode grunde ikke.

Det Hvide Hus har oplyst, at jagten på James Comeys afløser vil begynde med det samme. Det er kun anden gang i historien, at en præsident fyrer den øverste leder af FBI. Sidste gang, det skete, var i 1993, da præsident Bill Clinton fyrede William S. Sessions.

Ifølge TV 2s USA-ekspert Mirco Reimer-Elster er timingen af Comey-fyringen overraskende. Særligt fordi den kommer dagen efter en omdiskuteret høring i Senatet, der satte fokus på den russiske indblanding i den amerikanske valgkamp.

- Man må formode, at justitsminister Jeff Sessions og hans stedfortræder har forelagt nogle gode argumenter til præsidenten, hvorfor det ikke længere var holdbart at have James Comey i spidsen for FBI.