Fra prins af Danmark til verdens mægtigste kongehus - det hele begyndte med en tragedie

I dag er sidste arbejdsdag for Hertugen af Edinburgh - han hyldes af den britiske flåde, som skabte hans karriere. Men det hele begyndte i Grækenland.

Da prinsesse Alice af Battenberg fik veer på den græske ø Korfu den 10. juni 1921, havde hun næppe nogen anelse om, at den baby der var på vej, skulle nå til tops i Europas mægtigste kongehus.

Han havde en elendig barndom, men han så det ikke sådan.

Hugo Vickers, forfatter

Fødslen fandt sted på et køkkenbord i en villa på to etager - ikke i en himmelseng på et slot, selv om familienavnet og titlerne godt kunne bære det.

Babyen var tip-tip-oldebarn af den britiske dronning Victoria og oldebarn af Danmarks Kong Christian 9. 

Den lille dreng blev født som prins af Grækenland og Danmark, og den sommerdag i 1921, var han det nyeste medlem af den Glücksborgske slægt, som også det danske kongehus tilhører.

Nu - næsten 96 år senere - går han på pension.

Et langt liv som prins er nået ind i sit efterår, og Hertugen af Edinburgh, som briterne kalder ham, vil ikke længere varetage officielle pligter. 

Hans hustru Dronning Elizabeth støtter beslutningen, men hun bliver selv siddende på den britiske trone og varetager sine pligter som monark over Storbritannien, New Zealand, Australien og Canada. 

Prins Philip som barn.
Prins Philip som barn. Foto: Getty Images

Navnet på babyen på køkkenbordet den sommerdag på Korfu i 1921 blev Philip Mountbatten, og hans karriere som kongelig kan ikke betegnes som kedelig.

Faktisk er "tragisk" et mere rammende ord - i hvert fald i begyndelsen.

Prins Philip er født i villaen Mon Repos på Korfu. Huset blev senere sommerhus for eks-kong Konstantin, der er gift med den danske prinsesse Anne-Marie.
Prins Philip er født i villaen Mon Repos på Korfu. Huset blev senere sommerhus for eks-kong Konstantin, der er gift med den danske prinsesse Anne-Marie. Foto: Wikimedia Commons

Inden han var otte år gammel, var familien flygtet fra Grækenland på grund af urolighederne i landet. Hans mor var i behandling for paranoid skizofreni og hans far flyttet til Monte Carlo med sin elskerinde. Her foretrak faderen casinobordene frem for at være sammen med sin søn.

Så den unge Philip kom på kostskole.

Hans mor var så syg, at han ikke hørte fra hende de næste otte år.

Ferierne blev tilbragt hos familiemedlemmer i tyske fyrstehuse, men ulykkerne fulgte efter den unge prins.

Alice af Battenberg som ung.
Alice af Battenberg som ung. Foto: Wikimedia Commons

Som 16-årig mistede Philip sin morbror George Mountbatten, der havde taget sig af ham. George Mountbatten døde af kræft, og kort tid efter omkom prinsens søster i et flystyrt sammen med hendes mand og deres børn.

Men selv om de unge år var hårde, har prinsen ikke klaget over det senere i livet.

Prinsessen var 13 år da de mødtes

Det fortæller Hugo Vickers, der har skrevet en biografi om Prins Philip, til avisen The Daily Telegraph.

- Det er forskellen på ham og de øvrige medlemmer af kongefamilien. Han havde en elendig barndom, men han så det ikke som sådan, for han havde ikke noget at sammenligne den med, hedder det fra Hugo Vickers.

På trods af den svære start udviklede den unge Philip sig til en viljestærk ung mand, der gjorde karriere i den britiske flåde.

Hertug Philip som flådeofficer.
Hertug Philip som flådeofficer. Foto: Getty Images

Penge havde den unge officer ikke mange af - men han var ud af en fin familie, og det betød noget.

Så da den 13-årige britiske prinsesse Elizabeth kom på besøg på Dartmouth Naval College i 1939, fik Philip til opgave at vise prinsessen rundt.

De to bevarede kontakten og skrev breve til hinanden, mens Prins Phillip deltog i Anden Verdenskrig på britiske flådefartøjer i Middelhavet og Det Indiske Ocean.

200 millioner lyttede med

Når han fik orlov, besøgte han sin kongelige veninde i England, hvor hun blandt andet gjorde tjeneste som lastbilmekaniker.

Da de to blev gift i 1947, var det verdens største tv-begivenhed. Dengang var radioen dog det største medie, og 200 millioner mennesker lyttede med på BBC's transmission.

Dronning Elizabeth og Hertugen af Edinburgh i 1947.
Dronning Elizabeth og Hertugen af Edinburgh i 1947. Foto: Scanpix

Ved brylluppet mistede Prins Phillip sine titler, og var således ikke længere prins af Danmark og Grækenland.

Han blev i stedet Hertug af Edinburgh og kom til at stå i skyggen af sin hustru Elizabeth, da hun blev dronning i 1952.

Hun gav først Philip titel af britisk prins i 1957.

De to fik fire børn sammen; Prins Charles, Prinsesse Anne, Prins Andrew og Prins Edward.

Da det britiske kongehus blev ramt af tragedien omkring Prinsesse Dianas død, var Prins Philip en af de personer, der var tæt på Dianas børn Prins Harry og Prins William.

Gik bag Dianas kiste

Sammen med Dronning Elizabeth værnede han om børnene på slottet Balmoral, hvor pressen ikke kunne nå dem.

Og da Diana skulle begraves, rådgav han børnene til at gå bag moderens kiste.

- Hvis I ikke går, vil I fortryde det senere. Hvis jeg går, vil I så gå med mig? spurgte prins Philip. 

Og han holdt sit ord. 

Prinsesse Dianas begravelse i 1997. Prins Philip er yderst til venstre bag kisten.
Prinsesse Dianas begravelse i 1997. Prins Philip er yderst til venstre bag kisten. Foto: Scanpix

I dag har er det næsten 20 år siden Diana døde, og Prins Phillip og Dronning Elizabeth næsten været gift i 70 år.

Som med alle andre medlemmer af det britiske kongehus, har de kulørte formiddagsaviser interesseret sig for ham, og han har da også gentagne gange trukket overskrifter.

Utroskab og kærlighedsaffærer har der ikke været nogen historier om, men til gengæld har Prins Phiilips sans for humor stået for skud.

De upassende vittigheder

Han er kendt for at være morsom, men han har flere gange fyret upassende vittigheder af på upassende tidspunkter.

Den, som har hjemsøgt ham mest, fandt sted i 1986, da han besøgte en gruppe britiske udvekslingsstuderende i Kina.

- Hvis I bliver her meget længere, får I skæve øjne, sagde prinsen.

Prins Philip og Dronning Elizabeth uden for Buckingham Palace den 4. maj 2017.
Prins Philip og Dronning Elizabeth uden for Buckingham Palace den 4. maj 2017. Foto: JUSTIN TALLIS / Scanpix Denmark

Samme år deltog han i et møde hos Verdensnaturfonden, WWF.

Her sagde han:

- Hvis det har fire ben, og det ikke er en stol... Hvis det har to vinger og flyver, men ikke er et fly... Hvis det svømmer og ikke er en ubåd... Ja, så vil kineserne spise det.

En anden klassiker er fra 2002, hvor han besøgte Australien og blev mødt af en gruppe aboriginals, der var klædt i deres traditionelle påklædning i anledning af besøget.

Her spurgte prinsen:

- Kaster I stadig spyd efter hinanden?

Manden, han henvendte sig til, arbejdede normalt som forretningsmand. Prinsen måtte senere forklare, at bemærkningen var ment som en morsomhed.

Chancen for, at offentligheden får mere af hans tørre humor - med risiko for flere upassende morsomheder - ser ud til at falde en anelse nu, hvor han går på pension.

70 år i toppen af det britiske kongehus har skaffet ham ind i mindst 837 organisationer, som formand, protektor, medlem, præsident og lignende.

Også hans militære fortid har i kombination med hans ægteskab gjort hans cv ganske imponerende.

Han har i dag - ved karrierens afslutning - titler som feltmarskal i den britiske hær, admiral i den britiske flåde, marskal i det britiske luftvåben samt 29 andre militære titler - i Storbritannien.

Han er også admiral i Australien, New Zealand og Canada.

Så selv om det ikke rigtig lå i kortene i 1921, bliver barnet fra køkkenbordet på Korfu i 2017 hyldet af det militær som kom til at besegle hans skæbne - hele vejen til tops i det britiske kongehus .

Det sker ved en militærparade til hans ære uden for Buckingham Palace onsdag eftermiddag.

Kilder: The Daily Telegraph, Hello Magazine, The Times ogThe Guardian