Trump lover historisk fred mellem Israel og palæstinensere

16x9
Mahmoud Abbas har slået fast, at en fredsaftale skal bygge på en tostatsløsning, hvor Østjerusalem er palæstinensernes hovedstad. Foto: NICHOLAS KAMM / Scanpix Denmark

Abbas og Trump drøfter en løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere under besøg i Washington.

Stemningen var løfterig og god, da Donald Trump onsdag tog imod den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, i Washington.

- Jeg har altid hørt, at den sværeste aftale nok var den mellem israelere og palæstinensere. Lad os se, om vi ikke kan modbevise skeptikerne. Vi vil få den på plads, siger Trump.

Også Abbas var optimistisk i tonen.

- Vi mener, at vi kan være gode medspillere, så vi kan skabe en historisk fred under din ledelse, siger han via en oversætter.

Trump har tidligere lagt afstand til den tostatsløsning, som officielt har været USA's politik, før han kom til.

Støtte fra EU 

For nylig var Abbas i Bruxelles. Her fik han støtte fra EU til en model, hvor både israelere og palæstinensere får en del af landet.

Israel besatte Vestbredden og Gaza i forbindelse med Seksdageskrigen i 1967.

Mahmoud Abbas har slået fast, at en fredsaftale skal bygge på en tostatsløsning, hvor Østjerusalem er palæstinensernes hovedstad.

Tidligere forsøg på at opnå fred er flere gange strandet på, at Israel har udbygget og opført bosættelser på Vestbredden.

Siden Donald Trump blev indsat som præsident i USA, har de internationalt kritiserede bosættere fået mere medvind. Det har fået regeringen i Jerusalem til at godkende tusindvis af nye boliger.

USA bør investere i bosættelsesområder

Den amerikanske ambassadør i Israel under Trump, David Friedman, har vakt stor opmærksomhed med udtalelser om, at USA bør investere i bosættelser i områder, som palæstinenserne gør krav på.

Han støtter også et forslag om at flytte USA's ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem.

Det bliver anset som kontroversielt, da Israel har annekteret Østjerusalem.

Palæstinenserne ønsker byen som hovedstad i en fremtidig palæstinensisk stat. Andre lande - også Danmark - har deres ambassader i Tel Aviv.