Clinton giver Putin og FBI skylden for valgnederlag - nu svarer Trump igen

Hillary Clinton giver Putin og FBI skylden for sit valgnederlag. Det har fået præsident Donald Trump til Twitter-tasterne.

Ruslands præsident Putin og FBI-chef James Comey kostede Hillary Clinton valgsejren ved det amerikanske valg i november. Det er i hvert fald, hvad den tidligere demokratiske præsidentkandidat sagde i et interview med TV-stationen CNN tirsdag.

Hun henviser til, at FBI 11 dage før valget i november oplyste, at de ville genåbne sagen om Clintons private e-mails. På samme tidspunkt blev kompromitterende oplysninger om demokraterne offentliggjort. Mistanken er, at russiske hackere stod bag.

Men præsident og Twitter-konge Donald Trump slår Clintons valgnederlagsanalyse hen som en dårlig undskyldning.

- Trump/Rusland-historien var en undskyldning, demokraterne brugte som begrundelse for at tabe valget. Måske kørte Trump bare en god kampagne? skriver han i et tweet.

I et andet tweet lyder det, at "FBI-chef Comey er den bedste ting, der nogensinde er sket for Hillary Clinton, fordi han gav hende fripas for mange dårlige gerninger".

Her henviser Trump til, at Clinton få dage før valgdagen endnu en gang blev frikendt af FBI.

Under valgkampen kørte Trump ellers meget på, at Hillary Clinton skulle fængsles for sine ugerninger. 'Lock her up' lød slagordet på Trumps valgmøder.

Steinmetz: En smertefuld evaluering

TV 2’s USA-korrespondent Jesper Steinmetz siger, at Clintons interview skal ses som en del af hendes bearbejdning af nederlaget.

- Det er led i en smertefuld evaluering for Hillary Clinton og de millioner af amerikanere, der stemte på hende. Jeg møder demokrater, der havde stemt på hende, og som stadigvæk bliver vrede, skuffede og kede af det, når de tænker over, hvad der skete tilbage i november, siger Jesper Steinmetz.

Hillary Clinton stod små to uger før valget i meningsmålingerne til at vinde valget. Men det var før FBI’s udmelding om at genåbne e-mailsagen, og før demokraternes oplysninger blev lækket.

- Hun og hendes kampagne kunne se på opinionstallene, at hvis valget var blevet holdt den 27. oktober, så havde hun vundet stort. Det siger ikke kun hendes kampagne, det siger alle andre neutrale meningsmålingsinstitutter også, fortæller Jesper Steinmetz.

Han bemærker dog, at selv samme institutter tog grueligt fejl på selve valgdagen, hvor Donald Trump endte med at sejre, selvom Hillary Clinton på papiret havde fået tre millioner flere stemmer.

Den ægte Hillary Clinton

Tre millioner flere stemmer kunne dog ikke gøre hende til præsident, eftersom det amerikanske valgsystem ikke handler om at få flest stemmer på landsplan, men om vinde flest valgmænd i de amerikanske delstater. Og det gjorde Donald Trump.

I interviewet med CNN gør Hillary Clinton det klart, at hun er helt færdig som politiker, men at hun stadig er i opposition til Donald Trump og i dag er en del af ’den folkelige modstand’.

TV 2-korrespondent Jesper Steinmetz kalder interviewet det mest åbenhjertige, som Hillary Clinton har givet siden valgnederlaget i november.

- Det var i virkeligheden den ægte Hillary Clinton, som mange vælgere efterspurgte under valgkampen. Hun havde smidt den der fernis, som altid har kendetegnet hende, siger han.

- Hun erkendte fuldstændig og indrømmede i interviewet, "ja, jeg begik mange fejl. Min kampagne begik mange fejl, og det var en del af forklaringen på, hvorfor vi tabte, men der var altså også nogle udefrakommende elementer".