Det amerikanske militær beklager drab på flere hundrede civile

16x9
Mosul er en af de byer, hvor koalitionens angreb, har kostet flest civile liv. Foto: MUHAMMAD HAMED / Scanpix Denmark

Mindst 352 civile er blevet dræbt, siden USA med sine allierede - her i blandt Danmark - indledte sin krig mod terrororganisationen Islamisk Stat.

Den USA-ledede koalition, der i snart tre år har bombet terrororganisationen Islamisk Stat i Irak og Syrien, har dræbt mindst 352 civile. Det fremgår af en rapport udarbejdet af det amerikanske militær.

I en pressemeddelelse beklager en talsmand for missionen tallet: 

- Vi beklager det utilsigtede tab af civile liv som følge af koalitionens bestræbelser på at besejre terrororganisationen Islamisk Stat i Irak og Syrien og udtrykker vores dybe sympati over for familierne og pårørende, der er ramt af disse angreb. 

Markant stigning i civile tab siden februar

Det er særligt de sidste måneders angreb, der har kostet civile tab. Tilbage i slutningen af februar lød antallet af civile døde på 229. På kun to måneder har 123 civile mere dermed mistet livet. 

Et af de blodigste angreb mod civile fandt sted i Mosul i Irak i marts måned. Her døde mindst 45 som følge af luftangreb. Et tal, som ifølge lokale kilder var langt højere.

Det amerikanske forsvarsministerium understregede dengang, at alle forholdsregler var taget, men at angrebene alligevel havde kostet civile tab.

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har flere gange langet ud efter koalitionens strategi. 

- Terrororganisationen Islamisk Stat bruger civile som menneskelige skjold - det er en alvorlig overtrædelse af krigens love og er en krigsforbrydelse. I tætbefolkede områder, hvor Islamisk Stat befinder sig, er risikoen for civile tab enorm. 

Vesten har dræbt flere civile end Rusland

Tal fra den uafhængige observatørgruppe Airwars viser, at den vestlige koalitions fly dræber flere civile end Rusland. Gruppens opgørelser er ikke bekræftet af vestlige, syriske eller russiske myndigheder, men bruges af førende internationale medier. 

Til Politiken i onsdags, sagde professor fra Københavns Universitet, Mikkel Vedby Rasmussen, at der i koalitionen er en større vilje til at acceptere civile tab som hovedforklaring:

- Koalitionen bomber i byområder som Mosul i Irak, det øger risikoen for civile tab. Men man må også have ændret koalitionens risikoprofil i forhold til civile tab. Det ligger godt i tråd med det, der ser ud til at være forskellen på præsident Trumps og præsident Obamas administration, at Trump giver militæret langt friere hænder til at operere.