OVERBLIK: Det ved vi om angreb i Paris - og det mangler vi svar på

En betjent er dræbt og to andre er såret ved skudangreb i Paris. Her er, hvad vi ved.

Hvad ved vi om angrebet?

  • Omkring klokken 21.00 torsdag aften åbner en gerningsmand bevæbnet med et automatvåben ild mod et politikøretøj på den berømte boulevard Champs-Élysées i Paris. Skyderiet fandt angiveligt sted ud for George V-metrostationen.
  • En betjent blev dræbt, mens to andre betjente og én civil meldes såret.
  • Da gerningsmanden forsøgte at flygte, blev han skudt og dræbt af politiet.
  • Fransk politi har efterfølgende afspærret området og er massivt til stede i byen.

Hvad ved vi om ofrene?

  • En betjent er bekræftet død efter angrebet. Personens identitet er ikke oplyst.
  • Tilstanden på de to sårede betjente er ikke oplyst.
  • Tilstande på den civile er ifølge avisen Le Figaro ikke alvorlig. Der skulle være tale om en kvindelig turist.

Hvad ved vi om gerningsmanden?

  • Fransk politi har bekræftet, at gerningsmanden er død, og at der er tale om en mand.
  • Over midnat siger en talsmand fra anklagemyndigheden, at gerningsmanden er identificeret, og at man fortsat undersøger, hvorvidt han havde medsammensvorne.
  • Ifølge Islamisk Stats eget nyhedsbureau, Amaq, har terrorgruppen taget skylden for angrebet. De udpeger samtidig en navngivet belgisk mand som den angivelige gerningsmand.
  • Den formodede gerningsmand var kendt af politiet, oplyser en politikilde til nyhedsbureauet AFP. Ifølge AP var han i februar tilbageholdt for trusler mod politiet.
  • Fredag morgen fortalte en talsmand for det franske indenrigsministerium, at politiet var på jagt efter en mand, de mistænker for at have forbindelse til angrebet. Det er formentlig den samme mand, der kort tid efter meldte sig selv hos politiet i den belgiske by Antwerpen. Hvilken rolle, manden kan have spillet i angrebet, vides ikke.

Hvad ved vi om motivet?

  • De franske myndigheder har udtalt, at det er for tidligt at lægge sig fast på et motiv, men angrebet efterforskes som en terrorhandling.
  • Frankrigs præsident, Francois Hollande, udtaler dog, at alt peger på, at angrebet er terrorrelateret.

Hvad mangler vi svar på?

  • Hvem er gerningsmanden?
  • Hvad var hans motiv?
  • Handlede han alene, sammen med andre eller på foranledning af andre?
  • Hvad er tilstanden på de sårede betjente?