Flere ramt af skud i Paris - en betjent er død

En gerningsmand meldes dræbt efter attentatet. Motivet er endnu uvist, men Islamisk Stat hævder ifølge deres eget nyhedsbureau at stå bag.

Flere betjente er torsdag aften blevet ramt af skud i det centrale Paris. Én er bekræftet dræbt, mens tre er såret. Det drejer sig om to betjente og en forbipasserende civil.

Det oplyser Frankrigs præsident François Hollande torsdag aften. Præsident Hollande har indkaldt til krisemøde fredag morgen. Han oplyser, at sikkerhedsstyrker vil være i allerhøjeste beredskab ved afviklingen af første runde af det franske præsidentvalg på søndag.

Ifølge avisen Le Figaro er den civile en kvindelig turist. Hendes nationalitet er ikke kendt, men hun er ikke alvorligt såret. 

Betjentene blev angrebet nær en metrostation, George V, på den berømte, parisiske gade Champs-Élysées. Det parisiske politi advarer mod at bevæge sig ud i området omkring den ikoniske boulevard. 

Talsmand for det franske ministerium Pierre-Henry Brandet fortæller på den franske tv-kanal BFM, at en mand kom ud af en bil og åbnede ild mod en politibil. Talsmanden siger, at politimanden var et "bevidst mål" for attentatet. Politiforbundet i Paris skriver på Twitter, at den dræbte betjent blev skudt, da han holdt for rødt lys i en bil.  

Gerningsmand dræbt - IS tager skylden

En formodet gerningsmand blev efterfølgende skudt og dræbt af det franske politi. 

Først oplyste politiet, at der var mindst to gerningsmænd bag skyderiet. Men ifølge nyhedsbureauet dpa siger en talsmand for landets indenrigsministerium, at vidneforklaringer tyder på, at der kun er én gerningsmand. Den formodede gerningsmand var kendt af politiet, oplyser en politikilde til nyhedsbureauet AFP.

Det franske politi er massivt til stede på den ikonisk boulevard, Champs-Élysées.
Det franske politi er massivt til stede på den ikonisk boulevard, Champs-Élysées. Foto: THOMAS SAMSON / Scanpix Denmark

Islamisk Stat har på deres eget nyhedsbureau Amaq sent torsdag aften meldt ud, at de tager skylden for attentatet. De udpeger samtidig en belgisk mand som gerningsmanden.

Den formodede gerningsmand blev ifølge AFP anholdt i februar for at planlægge attentater mod politifolk. Han blev dog løsladt på grund af manglende beviser.

I 2005 blev han desuden dømt for forsøg på manddrab mod politifolk.

Dansk øjenvidne tæt på skuddene

Søren Ellegaard, der til daglig er konsulent, var ude og gå aftentur på Champs-Élysées, da han pludselig var tæt på skyderiet.

- Jeg gik på Champs-Élysées, da jeg hørte fem skud fra to våben. En betjent ved siden af mig gik ned, der stod fire betjente. Jeg kastede mig ned i en port og blev forsvaret af en betjent, mens de to andre angreb gerningsmanden, fortæller Søren Ellegaard til TV 2.

Han fortæller, at skuddene passerede tæt forbi ham.

- Skuddene passerede hen over mig - få centimeter fra mig, kan jeg se på hullerne i glasset, siger Søren Ellegaard.

Herefter blev han gennet ind i en går bagved stedet, hvorfra han senere kom op i andet lokale på første sal.

- Vi gemmer os i et lagerlokale, siger Søren Ellegaard.

Han siger til TV 2, at han blev bange.

- Der er ingen tvivl om, at jeg blev bange, men jeg gik ikke i panik som mange andre, siger Søren Ellegaard til TV 2.

Hollande kalder skyderi "terrorrelateret"

Den franske præsident Hollande siger torsdag aften på fransk tv, at han er overbevist om, at skyderiet er "terrorrelateret". Han oplyser, at han fredag morgen vil holde et sikkerhedsmøde.

Skyderiet finder sted kun tre dage inden første runde af det franske præsidentvalg søndag. Og det sker netop samtidig med, at kandidaterne sidder i sidste tv-debat inden valget.

Fransk politi er i forvejen i forhøjet beredskab forud for præsidentvalget. Tirsdag oplyste franske myndigheder, at to mænd på 23 og 29 år var blevet anholdt i havnebyen Marseille i det sydlige Frankrig på grund af mistanke om, at de planlagde et voldeligt angreb forud for præsidentvalget.

Den konservative præsidentkandidat François Fillon siger, at han ønsker præsidentvalget udskudt. Han havde i forvejen allerede aflyst fredagens valgkampagneplaner efter torsdagens skudepisode i Paris.

Donald Trump har kommenteret på angrebet

USA's præsident Donald Trump har, i forbindelse med en konference i Washington med deltagelse af den italienske premierminister, kondoleret til det franske folk efter skyderiet. Ifølge CNN har Trump udtalt:

- Det ligner endnu et terrorangreb. Hvad kan man sige? Det ender aldrig.

Boulevarden Champs-Élysées er en bred og lang gade med restauranter, caféer, eksklusive designerbutikker og turistbutikker. I den ene ende af Champs-Élyssés ligger Triumfbuen, der er omkranset af en stor rundkørsel - og i den anden ende ligger Concorde-pladsen, der er kendt for den høje obelisk.

Élyséespalæet, der er præsidentens bolig, ligger kun få blokke væk fra Champs-Élysées.

Franske kandidater reagerer

Den højreorienterede præsidentkandidat Marie Le Pen har tweetet:

- Følelser og solidaritet for politiet, der endnu engang er angrebet.

Den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy har tweetet:

- Til vores politi og betjente: Støtte, styrke og mod. De betaler igen en stor pris. Vores nations hyldest skal være total, NS.

Artiklen opdateres...