Blev smidt brutalt af fly: - Det var en systemfejl

Direktøren i United Airlines fortæller, at ingen hoveder vil rulle efter voldelig behandling af en flypassager.

Ingen medarbejdere vil blive fyret efter en tumultarisk episode, hvor flypassageren Dr. David Dao med vold og magt blev trukket ud af et United-Airlines fly i Chicago den 9. april. Begrundelsen var, at der skulle være plads til fire ansatte fra flyselskabet. Passageren mistede to fortænder og brækkede næsen.

Det er meldingen fra direktøren i United Airlines, Oscar Munoz, efter episoden der har forarget mange mennesker.

- Det var en systemfejl på tværs af mange områder. Der har ikke været nogen overvejelser om at fyre en medarbejder, fortæller Munoz.

Blod fra ansigtet

Dr. David Dao var sammen med sin kone blandt de fire, der blev bedt om at forlade flyet. De tre andre medpassagerer, der også var blevet tilfældigt udvalgt, forlod flyet. Men David Dao nægtede at følge trop, da han efter egen forklaring skulle behandle patienter hjemme i Kentucky den følgende dag.

Flyselskabet havde allerede tilbudt passagererne omkring 5.600 kroner i gavekort samt en hotelovernatning for at opgive deres plads i flyet, men ingen af dem ønskede at forlade flyet.

Derefter blev der tilkaldt sikkerhedsvagter, der med magt fjernede den vietnamesisk-fødte læge. Andre flypassagerer filmede optrinnet, hvor man ser David Dao blive trukket gennem flyet.

På optagelserne ser man samtidig, hvordan blodet flyder fra lægens ansigt.

Lagde sag an

Dr.David Dao har efterfølgende lagt sag an mod selskabet. Daos advokater har sendt en anmodning til retten i Illinois, hvor de på vegne af deres klient har bedt om at få udleveret overvågningsbånd, passagerlister og radiokommunikationen fra flyet.

Sidste uge meddelte United Airlines, at de fremover ikke vil tilkalde politi til at komme og fjerne passagerer fra overbookede fly.

Kræver direktørs afgang

Selskabet har været i massiv modvind, siden episoden blev offentliggjort på de sociale medier, og senest har selskabet meddelt, at alle, der var med om bord på flyet, får deres billet refunderet.

I dagene efter den voldsomme episode blev hashtagget #BoycottUnited flittigt anvendt.

I en underskriftsindsamling på nettet har 124.000 personer krævet, at selskabets direktør træder tilbage, men deres krav ser altså ikke ud til at blive mødt.

United Airlines har lovet at gennemgå flyselskabets politik for at anmode frivillige om at opgive deres pladser, håndteringen af overfyldte fly og deres samarbejde med de lokale politimyndigheder.

Selskabet har planer om at dele resultaterne af gennemgangen inden den 30. april.

Afstemning