Dansk transportskib finder 1,25 tons kokain i Nordsøen

16x9
I alt er der tale om 1250 kilo kokain fordelt i taskerne til en værdi på mere end 60 millioner euro. Foto: Scanpix

Et dansk transportskib blev i starten af april ufrivilligt involveret i en større smuglersag.

25 flydende sportstasker propfyldt med kokain.

Det er nok ikke lige dét syn, de fleste forventer at se på åbent hav. 

Ikke desto mindre var det synet, der mødte et dansk transportskib den første søndag i april.

Her kom skibet sejlende i Nordsøen et lille stykke fra den belgiske by Oostende, da det stødte på taskerne. Det skriver Ekstra Bladet og flere belgiske medier. 

I alt er der tale om 1250 kilo kokain til en værdi på mere end 60 millioner euro fordelt i taskerne.

Sydamerikansk skib under mistanke

Ifølge det belgiske medie PZC.nl stammer kokainfangsten fra Colombia, og det lokale politi har derfor en mistanke om, at taskerne er blevet smidt i vandet af et sydamerikansk skib.

Rundt omkring taskerne blev der ligeledes fundet tomme flasker, som fik taskerne til at flyde oven vande, og politiet formoder, at de skulle samles op af mindre både. 

- Hvilket skib, narkotikaen kommer fra, og hvem der skulle samle den op, indgår i efterforskningen. Der er dog ingen konkrete skibe under mistanke, udtaler advokat Frank Demeester fra anklagemyndigheden i Brügge. 

- Det er kendt, at kokainsmugling ofte foregår via Sydamerika, men i dette tilfælde er det bestemt ikke bevist, fortsætter han og understreger, at fundet straks blev destrueret, da det ville være for risikabelt at opbevare en så stor mængde kokain.

Ekstra Bladet skriver, at de har været i kontakt med firmaet bag det danske transportskib, som dog ønsker at forblive anonyme af hensyn til besætningens sikkerhed.