Samuelsen: Tyrkiet rykker den forkerte vej - og længere væk fra EU

Den danske udenrigsminister er bekymret over resultatet af tyrkisk afstemning. Han mener derfor, at tyrkisk EU-medlemsskab har lange udsigter.

Søndagens folkeafstemning i Tyrkiet endte med et ja til en forfatningsændring, der fra 2019 vil gøre præsidentposten i landet langt mere indflydelsesrig, end den er i dag.

Herhjemme vækker resultatet og forholdene omkring afstemningen bekymring hos udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

- Vi har fået mange oplysninger dernedefra, som ikke peger i den rigtige retning. Det forhold, at oppositionen ikke har kunnet komme til orde. Det forhold, at man tager sådan en afstemning, mens man har undtagelsestilstand. Det er ikke særligt godt, siger han.

- Peger i den forkerte retning

Observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og Europarådets Parlamentariske Forsamling sagde mandag på et pressemøde, at den tyrkiske folkeafstemning ikke har levet op til demokratiske standarder.

- Der er en række ting, der peger i den forkerte retning, lyder det fra Anders Samuelsen, der ser med bekymring på udviklingen.

- Det er bestemt ikke det, vi har brug for. Vi har brug for et moderne Tyrkiet. Et Tyrkiet, der blandt andet tager udgangspunkt i nogle af de værdier, Atatürk stod for. Nemlig, at det var Vesten, som man skulle orientere sig i retning af. Lige i øjeblikket vender de ryggen til Vesten.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, anerkender ikke den kritik, som Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Eurpa, OSCE, retter mod folkeafstemningen. Han siger i stedet, at observatørerne skal 'kende deres plads'.

Lange udsigter til EU-medlemsskab

Anders Samuelsen mener, at Tyrkiet med søndagens valgresultat har lange udsigter til et eventuelt medlemskab af EU.

- Hvis man skal være medlem af EU, skal man være et fuldt demokratisk land - og bevæge sig i den stik modsatte retning af det, som Tyrkiet gør på nuværende tidspunkt, siger han.

En holdning, der deles af flere danske folketingspolitikere.

Kristian Thulesen Dahl (DF) mener, at al snak om at optage Tyrkiet i EU nu må stoppe.

- Tyrkiet som fremtidigt medlem af EU? Efter i dag må selv de største fortalere af Tyrkiet i EU indse, at det er endegyldigt slut med den tanke, skrev han søndag på Facebook.

Kræver afstemning annulleret

Enhedslistens EU-ordfører, Søren Søndergaard, udtrykker også bekymring over valgresultatet.

- Enhedslisten har foreslået en øjeblikkelig suspendering af EU's optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, indtil demokratiet er blevet genindført, siger han i en skriftlig kommentar.

Det største oppositionsparti i Tyrkiet kræver, at afstemningen skal annulleres. 

De tyrkiske vælgere stemte med snævert flertal ja til, at Tyrkiet omdannes til et præsidentstyre.