BLOG: Den franske valgkamp officielt i gang - sjældent har det været så usikkert

BLOG: I dag skydes den franske valgkamp officielt i gang - og det er langt fra klart, hvem der vinder.

10. april er Frankrig officielt i valgkamp – nu er der bare små to uger tilbage til valgdagen d. 23. april. Det føles som om, valgkampen har været i gang i evigheder, og franskmændene er tilsyneladende lige forvirrede. De kan ikke blive enige med sig selv om, hvem der repræsenterer deres synspunkter blandt de ikke mindre end 11 kandidater til præsidentposten. Det mulige felt centrerer sig nu om fire – og afstanden mellem dem i meningsmålingerne snævrer ind. Usikkerheden får mange til at overveje slet ikke at stemme eller stemme blankt. Sofavælgerne kan komme til at afgøre valgresultatet.

Det har alarmeret historikeren Emmanuel Todd. Han gengiver nu provokerende i søndagsavisen JDD sine meninger ikke kun om valgkampen, men også om franskmændene:

- Eliten er totalt sørgelig, men befolkningen er skuffende. Folk i Sydfrankrig har ingen grund til at stemme på Marine Le Pen, de oplever ikke den industrielle nedtur. Stemmer de på Marine Le Pen, må de kaldes anti-arabiske racister. Arbejderne i Nordfrankrig kunne i lighedens navn stemme på venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon. Hvis de i stedet stemmer på Marine Le Pen, vælger de at slå løs på de svageste, det vil sige immigranterne – araberne. Eliten forråder franskmændene, men folk er middelmådige. Det franske samfund er blevet til en samling egoister, fulde af nag, og det i alle samfundslag. Franskmændene opfører sig ikke ordentligt, og det er man nødt til at fortælle dem. Hvis de fortsætter på den måde, vil historien straffe dem, de vil miste deres frihed og deres levestandard.

Oven på den opsang, spørger avisen Todd, hvem han så selv vil stemme på:

- Jeg ville ikke være i stand til at stemme på Francois Fillon, Marine Le Pen og Benoît Hamon. Nej, heller ikke på Emmanuel Macron, selv om jeg instinktivt har sympati for ham på grund af hans ægteskab (hustruen Brigtte Macron er 24 år ældre end Emmanuel Macron, red.) Det skal der mod til, jeg ville ikke have kunnet gøre det. Jeg sætter også pris på hans naturlighed midt i hvepsereden af de garvede. Hans program er klart. Endelig kunne jeg måske bringes til at stemme på Jean-Luc Mélenchon – for hans udholdenhed. Problemet er bare, han vil ud af NATO – det går jeg ikke ind for. Kort sagt – valgkampen er en komedie!

Optræder ved hologram

Samme Jean-Luc Mélenchon holdt søndag d. 9. april et kæmpemøde i den gamle havn i Marseille. Han er for alvor på optur i meningsmålingerne – samme dag overhalede han den konservative kandidat Francois Fillon. Mélenchon er en oratorisk begavelse, en forfører der med sine 65 år i denne valgkamp har taget alle midler i brug. Han optræder i hologram – d.v.s. han kan være flere steder på samme tid, han har sit egen tv-station på internettet (som Marine Le Pen) og nu også sit eget videospil KOMBAT. Han er morsom, han angriber på elegant vis uden at gå over grænsen, og søndag i Marseille var han åbenbart også klar over, at det var præsidentkampagnen, han var midt i. Normalt bliver der spillet Internationale ved hans møder, men ikke i Marseille – her var der mange franske flag, og mødet i solen med Middelhavet i baggrunden blev afsluttet med nationalsangen Marseillaisen. Mélenchon kalder nu sig selv kandidaten for fred – de la paix.

Republikanernes kandidat Francois Fillon holdt samtidig møde i Porte de Versailles i Paris. Han brugte ikke mange ord på Mélenchon, men rettede skytsene mod Emmanuel Macron og Marine Le Pen, der side om side fører i meningsmålingerne.

Fillon nævnte ikke Macron ved navn – han omtalte kun kandidaten fra bevægelsen EN MARCHE som den ”GLEMTE”. Når Fillon nævner Macron ved navn, så kalder ham for Emmanuel Hollande for at understrege, at godt nok fremstiller Macron sig selv som en fornyer, men sandheden er, han er en total gengivelse af præsident Francois Hollande. Kort sagt, ham kan vælgerne glemme.

Fillon kaldte så Marine Le Pen for un spectre – et spøgelse – det Frankrig, spøgelset vil skabe, er et Frankrig, der kommer til at minde om Albanien, et land bag mure, hvor man efter at have forladt Europa og euroen kan dyrke salat i sin egen lille firkantede have.

Marine Le Pen fik et par overskrifter samme søndag ved at mene, at Frankrig ikke var ansvarlig for bortførelsen af 13.152 jøder i 1942.  Det var den daværende regering, der bar ansvaret, men ikke Frankrig. Jøderne blev indsamlet og anbragt i Vel d’hiv og Drancy – kun 25 vendte efter krigen tilbage fra koncentrationslejrene. En skamplet på Frankrig, som Jacques Chirac først i 1995 indrømmede havde fundet sted. Hollande undskyldte i 2012.

Emmanuel Macron understregede, da han blev spurgt, at Marine Le Pen helt klart var datter af Jean-Marie Le Pen, der i årtier gang på gang vendte tilbage til anden verdenskrig med sin sentens om, at gaskamrene bare var en detalje i historien.

Hvor står kandidaterne så?

Så her står kandidaterne i starthullerne – den 39-årige Emmanuel Macron med et program, der intrigerer franskmændene, men også forvirrer dem med sin samling af forslag både fra venstrefløj og fra liberal side. Hans force er hans evne til at forklare, hans entusiasme og hans naturlighed. Han er kort sagt ukendt terræn. Han tiltrækker mange unge.

Over for står Marine Le Pen med sin faste stab af tilhængere – hendes program er kendt – Frankrig for franskmændene og store løfter til den lille mand. Man kan ikke kalde hende populær – langt fra – men hun er en magnet for proteststemmer.

Francois Fillon – den engang udråbte vinder, inden han løb ind i sine mange korruptions- og pengesager – er for mange også i sit eget parti for konservativ og for katolsk. Han er til gengæld højrefløjens genkendelige kandidat med faste værdier. Som han selv sagde på søndagens møde: ”Jeg beder Dem ikke om at holde af mig, men om at støtte mig.”

Endelig den yderste venstrefløj – med Jean-Luc Mélenchon - med bevægelsen La FRANCE INSOUMISE – det rebelske Frankrig, der ikke lader sig tvinge. Franskmændene flirter med ham lige nu, og han med dem. Han er ikke Europa-entusiast, heller ikke Tyskland-entusiast og slet ikke til Nato. Frankrig skal stå frit med bedre forhold for den enkelte.

Kandidaterne har nu kun små to uger til at overbevise de mange, der endnu ikke ved, om de overhovedet mener, det er umagen værd at sætte sit kryds d. 23. april.

Sjældent har et valg været så usikkert.