Svensk politi bekræfter: 39-årig usbeker anholdt efter Stockholm-angreb

Svensk politi bekræfter lørdag eftermiddag, at den anholdte er fra Usbekistan. Politiet vil ikke ikke bekræfte forlydender om IS-sympati.

Det er en 39-årig mand fra Usbekistan, der fredag blev anholdt i Stockholm-forstaden Märsta i forbindelse lastbilangrebet i Stockholm.

Han er mistænkt for terror. Det bekræfter svensk politi på et pressemøde lørdag.

Politiet vil ikke bekræfte forlydender om, at han skulle have IS-sympatier, men føler sig sikker på, at de har fat i føreren af lastbilen.

- Intet antyder, at vi skulle have fået fat på en forkert person. Tværtimod styrkes mistanken efterhånden, som efterforskningen skrider frem, siger rigspolitichef Dan Eliasson og tilføjer:

- Vi kan stadig ikke udelukke, at flere personer er indblandet.

Den anholdtes navn er tidligere dukket op i forbindelse med informationer og data, som er blevet indsamlet af sikkerhedstjenesten, lyder det på pressemødet. Hans udseende stemmer overens med signalementet på en person fra et frigivet overvågningsfoto fredag.

Lastbilen dræbte fire personer og kvæstede 15, da den fredag eftermiddag påkørte adskillige personer på gågaden Drottninggatan i Stockholm.

Fund af mulig bombe i lastbilen

Ifølge SVT, der citerer anonyme politikilder, er der fundet en taske med sprængstof i den lastbil, der fredag blev brugt til at køre ind i menneskemængden i Stockholm.

SVT beretter, at der skulle være tale om en hjemmelavet bombe, der aldrig detonerede. Gerningsmanden skulle have brændt sig på den.

På pressekonferencen lørdag eftermiddag bekræfter svensk politi, at der er fundet en anordning, som ikke hører hjemme i lastbilen.

- Om det er en bombe, eller en anden type af brandfarlig genstand ved vi ikke. Der er en teknisk undersøgelse i gang nu, siger rigspolitichef Dan Eliasson på pressemødet lørdag om angrebet i Stockholm fredag.

Lastbilen, som blev brugt til angrebet, tilhører det svenske bryggeri Spendrups og blev stjålet kort før angrebet.

Endnu en pågrebet

Ifølge flere svenske medier heriblandt Aftonbladet og Expressen blev endnu en person pågrebet sent fredag aften.

Expressen mener at vide, at der er tale om en "ung mand". Ifølge den svenske avis blev manden pågrebet omkring klokken 23.30 i Stockholm-forstaden Hjulsta. 

På pressemødet lørdag eftermiddag vil politiet ikke bekræfte pågribelsen i Hjulsta.

Angrebet fandt sted på Drottninggatan. Først blev en person pågrebet i Stockholm-forstaden Märsta. Omkring klokken 23.30 blev endnu en pågrebet. Denne gang i Stockholm-forstaden Hjulsta.
Angrebet fandt sted på Drottninggatan. Først blev en person pågrebet i Stockholm-forstaden Märsta. Omkring klokken 23.30 blev endnu en pågrebet. Denne gang i Stockholm-forstaden Hjulsta. Foto: TV 2.

Ofre ikke identificeret

Syv af de 15 kvæstede personer er blevet udskrevet. Otte personer er fortsat indlagt lørdag.

Ved pressemødet lørdag eftermiddag siger svensk politi, at ofrenes identitet ikke kan bekræftes.

Rene Dinesen, der er chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, siger lørdag morgen til TV 2, at det ikke tyder på, at der er danskere blandt de døde eller sårede.