Kommentar: Trump er ved at opdage, at magten forpligter

Donald Trump har tidligere været stor modstander af en militær indgriben i Syrien. Men nu ser han ud til at have fået en anden holdning.

Præsident Trump er på skideren i Syrien: damned if you do, damned if you don't.

Giftgasangrebet i den syriske by Khan Sheikoun har tydeligvis gjort indtryk på præsident Trump og medført et holdningsskifte til Syriens præsident, Bashar al-Assad. Syriens præsident har ifølge Trump overskredet ”mange, mange af mine linjer” – en klar hentydning til præsident Obamas berømt/berygtede 'røde linje'.

Trumps FN-ambassadør Nikki Haley spillede næsten samtidig på det store følelsesregister, da hun i FN's Sikkerhedsråd holdt billeder af døde børn op som led i et hårdt angreb mod Rusland samtidig med, at hun åbnede op for muligheden for en amerikansk indgang i Syrien. Også Det Hvide Hus' pressesekretær Sean Spicer har mere end antydet, at Trump-administrationen er ved at forberede en militær reaktion på giftgasangrebet.

Tankerne ledes tilbage til 2012

En militær aktion som reaktion på et giftgasangreb; lyder det en snert bekendt? Tankerne ledes tilbage til præsident Obamas 'røde linje' fra august 2012, som viste sig at være en ikke-eksisterende en af slagsen, da Assad-regimet dræbte mere end 1.400 mennesker med et giftgasangreb i en forstad til Damaskus året efter. Den amerikanske reaktion herpå er velkendt: Obama fik kolde fødder og fremstod vægelsindet og ubeslutsom, hvilket gav republikanerne en gylden mulighed for at udstille præsidenten som en svag leder.

Trump er på 'skideren'

Nu varsler Trump altså måske et kursskifte i Syrien. Hvad bliver præsidentens næste træk? Sagt på godt dansk, så er Trump på skideren i Syrien: damned if you do, damned if you don't.

Foretager Trump sig ikke noget, vil han de facto lave en Obama 2.0 og ikke sætte handling bag ord. Trump vil også blive beskyldt for at underminere USA's (moralske) lederskab, svigte den syriske civilbefolkning og levere en åben invitation til verdens diktatorer om bare at gå i Assads fodspor.

Vælger Trump at gribe ind militært som reaktion på giftgasangrebet, er Trump en politisk vendekåbe af dimensioner. Under valgkampen gjorde Trump det klart, at han ikke agtede at engagere USA yderligere militært i Syrien, og at han så Islamisk Stat som et større onde end Assad. En holdning, som både udenrigsminister Rex Tillerson og FN-ambassadør Haley bekræftede for bare få dage siden, hvor man annoncerede, at det ikke længere var USA's førsteprioritet at få Assad fjernet fra magten i Syrien. Trump vil samtidig åbne Pandoras æske og involvere USA i endnu en (langvarig) kostbar militær konflikt i Mellemøsten – noget, Trump ellers varslede et opgør med under valgkampen.

Er vendt på en tallerken

Det paradoksale er samtidig, at Trump nu på mange måder tager afstand fra Obamas Syrien-politik, som han for bare fire år siden gentagne gange erklærede sig enig i. I september 2013 tweetede Trump for eksempel, at præsident Obama ikke skulle angribe Syrien, da dette ville medføre ”mange meget slemme ting”, og USA ”ikke vil få noget ud af kampen”. Mest af alt gik Trumps kritik dengang på, at Obama havde italesat 'en rød linje', og ikke, at Obama ikke fulgte op med handling.

Så hvordan kan Trump så (bort)forklare sit kursskifte?

Her og nu vil Trump fortsat kunne slippe af sted med at udpege Obamas og Bushs mellemøstpolitik som roden til alt ondt. At klandre forgængeren er generelt en disciplin, som de fleste nyindsatte præsidenter er verdensmestre i. Obama var eksempelvis utrolig dygtig til altid at skubbe skylden på Bush-årene.

Men i det lange løb vil der komme et tidspunkt, hvor præsidenten ikke længere kan klandre sin forgænger. I Obamas tilfælde betød det, at håndteringen af konflikten i Syrien endte med at stå tilbage som den sorte plet på Obamas udenrigspolitiske eftermæle. Og ligesom Obama ikke i otte år kunne bortforklare alle sine udenrigspolitiske hovedpiner med forgængerens beslutninger, vil Trump også opdage, at magten forpligter.