Ruslands præsident Putin kondolerer - kan ikke udelukke terror

Præsident Putin kondolerer til pårørende efter eksplosion i Sankt Petersborg. Sagen efterforskes og terror kan ikke udelukkes, lyder det fra Putin.

Ruslands præsident Vladimir Putin har kort efter en eksplosion i Rusland udtalt sig til pressen.

Putin siger, at der er dræbte og sårede, og han kondolerer de ramte. Han oplyser, at det endnu ikke er klart, hvad der er årsag til eksplosionerne.

- Myndighederne er ved at fastslå årsagen. Vi overvejer alle årsager til eksplosionerne, inklusiv terror, siger Putin.

Præsident Putin er selv i Sankt Petersborg mandag - og er desuden født og opvokset i byen.

10 har mistet livet og flere såret

Eksplosionerne i den russiske undergrund har kostet 10 personer livet og såret 47 andre. Alle byens metrostationer er nu lukket.

Nyhedsbureauet RIA citerer en embedsmand for, at der er sket eksplosioner i to metrovogne på to metrostationer. Et øjenvidne fra Reuters siger, at mindst otte ambulancer holder nær metrostationen Sennaja pladsen.

Mediet Life News har offentliggjort fotos af en metrodør, som er sprængt i stykker og fotos af sårede på en perron.