Ni meter høj, flot og umulig at kravle over: Nye detaljer om Trumps mur afsløret

16x9
Flere steder langs den mexicanske grænse er der allerede bygget forhindringer i form af barrierer og gærder. Foto: Sandy Huffaker / Scanpix

Den amerikanske regering har offentliggjort en række krav til designet på grænsemuren mellem USA og Mexico.

Op til ni meter høj, umulig at klatre på og i en tiltalende farve.

Sådan lyder nogle af kravene, den amerikanske regering har til den mur, Donald Trump vil bygge på grænsen til Mexico.

De blev offentliggjort fredag i forbindelse med, at der nu tages hul på udbudsprocessen. Og for de interesserede firmaer er der en del at leve op til, hvis de vil have en chance for at vinde et af de største byggeprojekter i amerikansk historie.

- Muren skal være fysisk imponerende i højden, står der ifølge CNN blandt andet i udbudsmaterialet.

Her fremgår det også, at målet er en ni meter høj mur.

- Tilbudsgivere bør overveje denne højde, men designs med en højde på mindst 5,5 meter kan være acceptable.

Skal modstå økser og boreværktøjer

Foruden højdekravet skal muren også have et design, som gør den umulig at komme over uden en stige, og så skal den gøre det svært at bruge ”sofistikerede klatrehjælpemidler” som eksempelvis kroge.

Derudover skal den også være modstandsdygtig over for forsøg på at trænge under og igennem den. Muren skal som minimum kunne modstå hammer, økse og batteridrevne boreværktøjer i 30 minutter, men regeringen ser helst, at den kan holde i over fire timer.

Det har tidligere forlydt, at muren skulle være af beton, men i udbudsmaterialet står der, at andre materialer også vil blive overvejet.

Der nævnes ikke noget om, hvordan muren skal se ud fra den mexicanske side, men på den amerikanske skal den være ”æstetisk tiltalende” i farven og falde i et med omgivelserne.

Mexico opfordrer firmaer til boykot

Interesserede firmaer har nu to uger til at bygge modeller, der kan præsenteres for regeringen, men står det til den mexicanske regering bør de helt boykotte projektet.

- Det er relevant for alle virksomheder, der ser en økonomisk mulighed i dette, at undersøge egen samvittighed. Vi taler ikke om økonomi her, men om en dybt uvenlig handling mellem to nationer, og det mener vi, alle har et ansvar for, siger Mexicos udenrigsminister, Luis Videgaray, ifølge Financial Times.

Muren på grænsen mellem Mexico og USA var et af Donald Trumps højst profilerede løfter i valgkampen. Den anslås at komme til at koste mellem 69 og 173 milliarder kroner.

En meget lang grænse

Den amerikanske præsident sagde i januar, at muren vil stå klar ”hurtigst muligt”, men udover designet er der flere forhold, der skal tænkes igennem, inden byggeriet kan gå i gang.

Grænsen mellem de to lande er omkring 3200 kilometer lang, men der skal formentlig ikke bygges en mur på hele strækningen.

Det erklærede formål er at holde illegale migranter væk, men med den store flod Rio Grande er der allerede naturlige forhindringer på grænsen, som overflødiggør en mur.

Derudover er der i dag også eksisterende forhindringer i form af gærder eller barrierer på grænsen. Disse kan muligvis være nok.