FBI bekræfter: Efterforsker Ruslands indblanding i præsidentvalg

16x9
Udvalg fastslår, at Trump Tower ikke blev aflyttet under den amerikanske valgkamp. Foto: Drew Angerer / Scanpix Denmark

Amerikanske FBI er i færd med en aktiv efterforskning af russisk manipulation af det amerikanske præsidentvalg.

FBI bekræfter i en høring, at man har en aktiv efterforskning omkring Ruslands mulige indblanding i det amerikanske præsidentvalg samt forbindelser til præsident Donald Trump.

Det siger FBI's chef, James Comey, i en åben høring i Kongressen.

Efterforskningen involverer potentielle relationer mellem medlemmer af Donald Trumps stab og Rusland samt et potentielt aktivt samarbejde mellem Rusland og Donald Trumps kampagne.

- FBI undersøger Ruslands manipulation i valgkampen. Det inkluderer forbindelser mellem medlemmer af Trumps kampagne og Rusland samt muligt samarbejde.

- Det er en igangværende efterforskning, der er fortrolig. Så jeg kan ikke sige mere om, hvem den inkluderer, eller hvad der er fundet, siger James Comey.

Han afviser, at FBI eller andre dele af USA's justitsmyndigheder har aflyttet Donald Trump.

Uvist hvor længe efterforskningen fortsætter

James Comey advarer imod at drage konklusioner, når han ikke kan svare på spørgsmål. Han siger derudover, at det ikke er til at sige, hvor lang tid efterforskningen vil fortsætte.

Præsident Donald Trump anklagede i en stribe beskeder på det sociale medie Twitter tidligere præsident Barack Obama for at have aflyttet Trumps kampagne i 2016.

 - Med hensyn til Trumps Tweets har jeg ingen information, der støtter de anklager.

 - Det samme gælder for hele justitsministeriet. Der er intet, der støtter de anklager, siger James Comey.

 Han redegjorde derefter for, hvordan det amerikanske retssystem virker. Det indebærer, at en præsident ikke kan beordre aflytninger, da det altid skal igennem en uafhængig domstol.

 - Det er slet ikke noget, en præsident kan, siger Comey.

 Chefen for efterretningstjenesten NSA, Mike Rogers, sagde derudover, at der ikke er beviser for, at Barack Obama skulle have bedt andre lande om at spionere mod Donald Trump.