Brevbombe mod valutafondens kontor i Paris - politiet har omringet bygningen

Politiet har omringet valutafondens bygning i Paris, efter at en person er blevet såret ved at åbne brev.

En sekretær er blevet lettere såret, da vedkommende åbnede et brev på Den Internationale Valutafonds kontor i Paris, oplyser tv-kanalen BMFTV.

Det er tilsyneladende en hjemmelavet anordning, der er eksploderet, oplyser politiet ifølge Reuters.

- Det var noget, der var temmelig hjemmelavet, siger politichef Michel Cadot.

Anordningen blev sendt med posten og eksploderede, så sekretæren har fået skader på hænderne og i ansigtet. 

Politiet er mødt talstærkt op, og flere mennesker er af sikkerhedsgrunde blevet bedt om at forlade bygningen.

De oplyser, at IMF har modtaget en række telefontrusler, men at det på nuværende tidspunkt er for tidligt at sige, hvorvidt de to ting hænger sammen.

Politiet er også mødt op ved Verdensbankens kontor i den franske hovedstad, som ligger tæt ved IMF's kontor.

Francois Hollande: Det er et bevidst angreb

Francois Hollande kalder brevbomben for et bevidst angreb, skriver Le Figaro

Han siger, at de franske myndigheder vil gøre alt, hvad de kan, for at finde de ansvarlige. 

Lederen af den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, fordømmer angrebet på fondens kontorer. Hun kalder det en 'kujonagtig voldelig handling' 

- Vi arbejder tæt sammen med de franske myndigheder til at undersøge denne hændelse og garantere sikkerheden for vores medarbejdere," siger hun.

Politiet har omringet Den Internationale Valutafonds bygning i Paris.
Politiet har omringet Den Internationale Valutafonds bygning i Paris. Foto: AP

Onsdag opsnappede det tyske finansministerium i Berlin en brevbombe sendt til finansministeren, Wolfgang Schaeuble, fra Grækenland.

Conspiracy of Fire Cells, som er en radikal, venstreorienteret græsk gruppe, har skrevet på en hjemmeside, at det var dem, der sendte brevet. Det skriver BBC

Umiddelbart er der ingen sammenhæng mellem de to sager.

Opdateres...