Manden alle vil tale med: Stort mediecirkus da Wilders stemte

TV 2 mødte Wilders i Haag. Pakket ind i sikkerhed og med en klar melding om, at Europa skal give kontrollen tilbage til folket.

Morgenen begyndte i dag stille på "Hvalens skole" (De Walvis) i et beboelseskvarter i den hollandske regeringsby Haag. Forældre med deres små børn kom trissende, solen skinnede, og der var valgkaffe til folket.

Langsomt steg antallet af udenlandske medier, og lidt i ni stod vi i lag. TV 2’s hold fra Bruxelles, Sky News fra London, polsk fjernsyn, australsk fjernsyn – amerikanske kolleger og alt hvad der kunne krybe og gå af hollandske medier. For alle vil tale med Wilders, og nu ville han snart komme. Den 1,95 meter høje afblegede blonde mand med de skarpe holdninger om islam, koranen og profeten Muhammed, som han i går aftes kaldte for pædofil i den sidste store live-TV-debat, inden hollænderne i dag sætter deres kryds.

En kortege kom kørende, kamerafolk begyndte at løbe i hans retning og der – ragende godt op over mængden – spadserede Gert Wilders med stoisk ro ind i valglokalet, hvor han satte sit kryds på …. Gæt mon på hvem? Hans parti består faktisk reelt kun af ham selv.

Da han atter kom ud i solskinnet, blev mediekrigen skudt i gang. Alle havde et ønske om at stille ham netop DET spørgsmål, som deres lands seere og læsere måtte være mest interesseret i.

Fra os lød det: Hvad er på spil for Europa? Og hertil svarede en af verdens mest kendte og skarpt bevogtede politikere følgende:

- Det, at folket overtager ledelsen igen. I hele Europa ser man bevægelsen hen imod det. Konkurrencen er også stor. I Holland kopierer vore konkurrenter vore ideer med eller uden held. Men folket overtager igen kontrollen over deres egen skæbne og landenes suverænitet.

Forbud mod koranen

En af vores britiske kolleger ville høre Wilders, hvordan han kunne fornærme millioner af troende ved at forbyde koranen. Wilders har tidligere decideret forslået et koranpoliti, der skal drive enhver koran ud af Holland. Senere har Wilders trukket noget i land og har sagt, at det mest af alt skal forstås symbolsk, men han har intet tilovers for dem, der ikke bryder sig om et forbud:

- Dem der ikke bryder sig om det, kan bare lade være med at komme til Holland, eller de kan forlade landet. Islam og Frihed kan ikke gå hånd i hånd, kom det skarpt fra ham her på valgdagen i Holland.

Journalisterne kæmper om at få en udtalelse fra Gert Wilders.
Journalisterne kæmper om at få en udtalelse fra Gert Wilders. Foto: TV 2

Herunder følger holdningerne fra en håndfuld af de vælgere, der i dag har sat deres kryds på ”Hvalens” skole i Haag:

Florian Neve, 37 år

- Jeg har stemt på Wilders – nu for anden gang. Vi har i den grad brug for forandring. Både en ny regering men også forandring udadtil. EU har for meget magt – Holland forsvinder i det. Jeg mener, det er utrolig vigtigt, at vi bevarer vores egen identitet og vores kultur. Og folk der kommer hertil må acceptere vores regler. Det bør være præmissen for at være her. Der er jeg helt enig med Wilders.

Florian Neve har stemt på Geert Wilders.
Florian Neve har stemt på Geert Wilders. Foto: TV 2

Bart Sattler, 43 år

- Jeg satte mit kryds ved PvdA (socialdemokraterne, red.) for jeg mener, at samfundet har mere brug for de socialdemokratiske værdier. Der er et utrolig stort fokus på populisme i øjeblikket. Den politiske fragmentering i Holland er større end nogensinde, og jeg tror det bliver enormt besværligt at danne regering denne gang.

Bart Sattler har stemt på de hollandske socialdemokrater.
Bart Sattler har stemt på de hollandske socialdemokrater. Foto: TV 2

Reina Debruin, 62 år

- Jeg har stemt på PVV, på Hr. Wilders. Jeg er ikke enig i alt, hvad han siger, men det er på høje tid, vi får bremset tilstrømningen af flygtninge og migranter her til landet. Nok er nok.

62-årige Reina Debruin har stemt på Gert Wilders.
62-årige Reina Debruin har stemt på Gert Wilders. Foto: TV 2

Irfan Zulfiqar, 36 år

- Jeg har igen stemt på VVD (de liberale, red.), de får min stemme hver gang. Jeg synes, at den siddende regering har gjort det rigtig godt for at få Holland på rette køl efter den økonomiske krise. Rutte har truffet gode beslutninger i svære tider. Og han har netop vist stort lederskab i håndteringen af vores krise med Tyrkiet. Men jeg er bange for at Wilders vil få for meget magt denne gang – han er ikke til at stole på.

Irfan Zulfiqar stemte på regeringspartiet VVD (de liberale).
Irfan Zulfiqar stemte på regeringspartiet VVD (de liberale). Foto: TV 2

Dick Boerboom, 57 år

- Min stemme er gået til et parti på højrefløjen. Det er på høje tid med forandring. Vi har kæmpet så længe for demokrati her i landet – og nu er det i fare på grund af den massive indvandring, vi har haft. Jeg er helt enig med Wilders i, at islam er i strid med ytringsfriheden. De indvandrere, der kommer her til, kommer jo for at få bedre levevilkår, bedre muligheder. Men de vil ikke integrere sig med vores værdier. De kristne partier taler om næstekærlighed – men det kan man altså ikke styre et land med.

Dick Boerboom på 57 år stemte på et højrefløjsparti.
Dick Boerboom på 57 år stemte på et højrefløjsparti. Foto: TV 2