Anklage: Renault har fusket med forureningstest i 25 år

16x9

Hele Renaults ledelse har angiveligt været indblandet i svindel med forureningstest.

Bilfabrikanten Renault har angiveligt benyttet sig af "ulovlige strategier" til at snyde med forureningstest på både diesel og benzinmotorers udledning af de skadelige NOx-gasser.

NOx er en fællesbetegnelse for de to stoffer kvælstofdioxid (NO2) og kvælstofoxid (NO).

Det fremgår af en rapport fra franske efterforskere, som nyhedsbureauet AFP har fået indsigt i.

Hel ledelse indblandet

Svindlen bunder ifølge anklagerne i et ønske om at "skabe falske resultater i antiforureningestest".

Renaults fusk skal være foregået i over 25 år. Den første udgave af Renault Clio, der kom på vejene i 1990, er angiveligt blandt de modeller, der er blevet snydt med.

Hele Renaults ledelse, heriblandt topchef Carlos Ghosn, har været indblandet i det formodede svindelnummer, lyder det endvidere fra efterforskerne.

- Renault fusker ikke

Det er den verdensomspændende Volkswagen-skandale, der ifølge nyhedsbureauet dpa har sat gang i efterforskningen af Renault, der blev indledt i januar sidste år.

Volkswagen forbløffede alle, da det ellers velrenommerede bilmærke i 2015 erkendte, at det havde fusket og placeret særligt software i 11 millioner dieselkøretøjer.

Renault afviser, at det har snydt med forureningstest.

- Renault fusker ikke, udtaler salgsdirektør Thierry Bollore.