Norge overvejer at skyde 2000 rensdyr: - Det er frygtelig dramatisk

16x9
. Foto: JONATHAN NACKSTRAND / Scanpix Denmark

Smitsom sygdom kan få store konsekvenser for den norske hjortebestand, frygter eksperter.

Rettelse: Det har fremgået af artiklen, at man overvejede at skyde 13.000 rensdyr. NRK har præciseret, at det er 2000 dyr i naturområdet Nordfjella, man overvejer at aflive. Det er på nuværende tidspunkt ikke aktuelt at aflive en flok på 10-12.000 dyr i nationalparken Hardangervidda.

En frygtet hjortesyge har ramt en flok vilde rensdyr i Norge. Eksperter overvejer nu, om en hel flok på op til 2000 rensdyr skal aflives.

Det skriver norske NRK.

- Det er frygtelig dramatisk. Vi har aldrig gjort noget lignende før. Der står ikke noget om det i lærebøgerne. Men ud fra den viden, vi har i dag, så er det at fjerne dyrene nok den eneste måde at blive CWD kvit på, siger biolog ved Norsk Institut for Naturforskning Olav Strand til NRK.

CWD (Chronic Wasting Disease) også kaldet "skrantesyke" på norsk er en smitsom og dødelig sygdom, der rammer hjortefamilien.

Tirsdag er Norges fremmeste eksperter i sygdommen samlet for at drøfte situationen efter fundet af tre syge rensdyr.

De syge dyr er fundet i naturområdet Nordfjella, men ifølge Norsk Institut for Naturforskning kan sygdommen allerede have spredt sig til nationalparken Hardangervidda, som er Norges største område for vilde rensdyr.

En snigende krise

Eksperterne regner med, at der er flere syge rensdyr og frygter, at sygdommen kan ende med at sprede sig til tamme rensdyr, elge og andre hjorte i hele landet.

Det kan få store konsekvenser, hvis sygdommen får lov at sprede sig.

- Dette er voldsomt dystert. Jeg tænker på det som en snigende krise, som kan være tilintetgørende for hjortebestanden i løbet af 50-150 år, siger Bjørnar Ytrehus, som er forsker ved Norsk Institut for Naturforskning.

Så vidt vides kan sygdommen ikke smitte mennesker.

Sidste år døde 322 rensdyr med ét i Hardangervidda nationalpark. Det var dog ikke sygdom men derimod et lynnedslag, der tog livet af dyrene.