Nikolaj Coster-Waldau - nu som fodbolddommer

Skuespilleren, der er aktuel i serien Game of Thrones, er som goodwill-ambassadør for FN i Kenya for at skabe bedre vilkår for kvinder.

Der er 30 grader i skyggen, og kvinderne går til den. De spiller fodbold. Spillerne kommer fra bl.a. Kenya, Ethiopien og Uganda. De er ikke klædt i almindeligt fodboldtøj men i farvestrålende gevandter.

Godt for dem er banen overdækket, og kampene er på kun seks minutter. For det er ikke nogle helt almindelige fodboldkampe, der i dag blev spillet på Impala Grounds i Nairobi.

Midt i det hele står Nikolaj Coster-Waldau og forsøger at holde styr på kampen. Eller rettere, han er der mest for at se godt ud og skabe noget opmærksomhed omkring arrangementet.

Han er dommer og indrømmer bagefter, at alt det med offside og lignende er lige meget. Hans rolle er kun at fløjte kampen i gang og så efter hver scoring.

Verden skal blive et bedre sted

Baggrunden for det hele er alvorlig nok. Det handler om at gøre verden til et bedre sted at være – for dem, der har det værst. Arrangementet hedder Global Goals World Cup, og det skal sætte fokus på kvinders rettigheder og muligheder i denne verden.

- Det kan jo godt blive lidt halvdeprimerende, hvis man kun ser på kurver og statistikker over verdens elendighed, siger Coster-Waldau, men det hele bliver lidt lettere, når man er sammen om noget sjovt som f.eks. fodbold og så taler om de alvorlige ting bagefter. Og de har en enorm energi, kvinderne, det er skide skægt at være med til.

Coster-Waldau er af FN udpeget til at være en af organisationens goodwill-abassadører. – Det fine diplomatpas følger desværre ikke med, siger han.

Fodbold kan være med til at ændre liv

For at være med i turneringen, der strækker sig over mange måneder, skal holdene hver især vælge et af FNs 17 verdensmål, som organisationen arbejder hen imod. Målet er senest i 2030 at have gjort op med nogle af de værste dårligdomme på planeten Jorden, ekstrem fattigdom, det forandrede klima – og kvinders elendige rettigheder for at nævne nogle af dem.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs var også til stede i dag i Nairobi. – Jeg tror, at fodbold er rigtigt godt til at sætte spot på kvinders rettigheder, for vi kommer ingen vegne, før der er rettet op på skævhederne imellem kønnene – også her i Kenya, siger hun til TV2.

Herover kan du se et TV- indslag, som jeg lavede med Nikolaj Coster-Waldau og fodboldpigerne. I indslaget kan du også møde tidligere præsident Barack Obamas søster, Auma Obama, der er fan af Coster-Waldau.