IS-selvmordsbomber koster over 60 livet uden for al-Bab i Syrien

Terrororganisationen Islamisk Stat har gennemført bombeangreb mod al-Bab, som bevægelsen mistede kontrollen over torsdag.

En selvmordsbomber har tidligt fredag sprængt et køretøj ladet med sprængstoffer i luften uden for byen al-Bab i det nordlige Syrien.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

60 personer meldes dræbt, heraf er de 35 civile, oplyser lokale sikkerhedskilder ifølge Reuters. 

Al-Babs centrum blev torsdag indtaget af oprørsstyrker med støtte fra tyrkiske soldater, der sammen fortrængte terrororganisationen Islamisk Stat, der menes at stå bag angrebet.

Men den ekstremistiske bevægelse har tilsyneladende ikke opgivet kampen om byen, der er blevet betegnet som IS' sidste store bastion uden for Raqqa i Syrien.

Bombe ramte militære kontorer

Bilbomben ramte en række militære kontorer i området Sousian nordvest for al-Babs centrum, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Kontorerne er bag oprørsstyrkernes frontlinje i området, lyder det.

Kampen om kontrollen over al-Bab har stået på i månedsvis. Den har kostet hundredvis livet på begge sider.

Tyrkisk militær har støttet oprørsstyrker i kampen mod Islamisk Stat i området for blandt andet at holde konflikten i Syrien på afstand den Tyrkiet.