På flugt fra barbariet: - Vi lå her og ligene derovre. Sådan var det. Skrækkeligt

16x9
Det unge ægtepar Nour Younis og Mahmoud Ali Aws med deres godt et år gamle søn Saddam. Foto: TV 2

Flugten fra IS har betydet, at de fleste her har måttet efterlade alt, de nogensinde har ejet. Men at blive havde været endnu værre.

Solen står allerede lavt på himlen, da vi kører ind i Khazer-flygtningelejren udenfor Mosul.

Lejren ser nærmest helt idyllisk ud i det smukke, lave aftenlys fra den nedgående sol, men selvom forholdene i flygtningelejren er så fine, som de kan være, når folk skal bo i midlertidige telte og intet som helst har, så er problemet lige så meget – måske mere – de sår og kvæstelser flygtningene har fået på sjælen og sindet.

Flugten fra Islamisk Stats barbari har betydet, at de fleste her har måttet efterlade alt, de nogensinde har ejet. Men selvom de har tabt alt, så har de taget traumerne fra de sadistiske islamisters brutale regime med sig. Dem kan de ikke flygte fra, og det vil sikkert tage årtier, inden de kan lægge dem bag sig, hvis det nogensinde sker.

At leve klods op og ned af 24.000 andre fortrængte mennesker er heller ikke nogen drøm, men alternativet er langt værre. Krigen udkæmpes kun 30 km længere nede ad vejen. Inde i Mosul, hvor terrorbevægelsen Islamisk Stat stadigvæk kontrollerer den vestlige del af byen, og dagligt også hærger selv den østlige, ”befriede” bydel.

At leve klods op og ned af 24.000 andre fortrængte mennesker er ikke nogen drøm, men alternativet er langt værre.
At leve klods op og ned af 24.000 andre fortrængte mennesker er ikke nogen drøm, men alternativet er langt værre. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Ikke overstået selvom IS bliver slået

På et tæppe på gruset på en af stierne imellem teltene i lejren sidder en lille gruppe mænd og spiller kort. I første omgang vil ingen af dem tale med os, men efter et par minutter, hvor vi taler med andre, bløder de op. Nu må vi både filme, fotografere og interviewe dem.

Marwan Abu Muhammad er politimand fra Mosul. Han vil i princippet gerne tilbage, for der er brug for ham, det ved han godt, men han kan ikke forlade sin familie og sin gamle mor i flygtningelejren, forklarer han.

- Vores hus inde i Mosul er blevet bombet. Der er ikke noget tilbage. Vi har ikke noget hus og heller ikke nogen ejendele at vende hjem til. Vi har slet ikke penge til at købe et nyt hus eller bygge et. Jeg har end ikke penge nok til at leje en lejlighed. Vi er fanget her i lejren, siger han opgivende.

- Hvem ved, hvornår vi kan vende hjem, spørger manden ved siden af.

- Det kan ingen sige os.

- Selv når Islamisk Stat på et eller andet tidspunkt er slået, så er så meget blevet ødelagt, at det vil tage evigheder, før vi kan forlade den her teltlejr.

Mændene her kommer fra Øst-Mosul, som for nylig er blevet tilbageerobret fra Islamisk Stat. Officielt i hvert fald. For der er stadigvæk kampe derinde hver eneste dag. Selvmordsbomber, snigskytter, morterangreb og granater, der bliver smidt ned fra droner. Krigen er langtfra overstået. Islamisk Stat dukker op alle vegne.

Jeg er på udkig efter nogen, der flygtet fra Mosuls vestlige del, hvor Islamisk Stat stadigvæk har kontrollen, og en ny offensiv fra regeringsstyrkerne er ved at komme i gang.

Vi får kørevejledningen. Den er kedelig. Her er der ikke noget Slyngelstræde, Skolestien eller Møllegade. Vi skal til sektor G, vej 14, telt 65B. Det er en kæmpe lejr. Den er effektivt drevet. Men hyggelige gyder, små, snedige kaffehuse og forretninger og håndværk hører virkeligheden til. Virkeligheden er udenfor hegnet. Den er de flygtet fra, for virkeligheden har Islamisk Stat forvandlet til et mareridt.

Lidt lykke på trods af alt

Da vi stiger ud af bilen nær den nye adresse, hører vi latter og glade børnestemmer.

Dejligt og forløsende, når man tænker på, at vi er i en flygtningelejr, hvor de traumatiserede mennesker har mistet alt.

Det vigtigste måske: De har mistet den tryghed, forældre altid mener, det er deres hellige pligt at kunne pakke sine børn ind i. Den følelse af at intet af intet ondt kan nå i nærheden af ens forsvarsløse børn; at man kan være ”en tryg og sikker havn” for dem. Den følelse forsvandt hårdt og brutalt, da de efterlod alt, og over hals og hoved måtte flygte fra Islamisk Stats ubeskrivelige ondskab.

En medtaget presenning, der er hængt op på hegnspæle, giver flygtningene på den anden side en smule privatliv fra grusvejen.
En medtaget presenning, der er hængt op på hegnspæle, giver flygtningene på den anden side en smule privatliv fra grusvejen. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Nu bor de alle sammen i en af de mange kæmpemæssige flygtningelejre, der ses overalt i landskabet omkring Mosul i det nordlige Irak.

Spinkle børnestemmer synger ”Happy Birthday to You” på arabisk.

Vi kan ikke se, hvem det er, der synger, eller hvor det er henne. En medtaget presenning, hængt op på hegnspæle skjuler en samling telte, så flygtningene på den anden side kan få sig en smule privatliv fra grusvejen, vi selv lige er kommet af.

Jeg kigger over mod presenninghegnet. Der er en masse huller i det, for at det ikke skal blæse væk i vinden. Imens mit hold tager udstyret ud af bilen, gør jeg mit fotografiapparat klar. Tænk nu hvis et af børnene pludselig kigger ud for at se, hvem det er, der lige er ankommet. Det kunne blive et godt billede.

Et lille minut senere kigger et lille børneansigt forsigtigt igennem en stor sprække i presenningen.

Jeg knipser løs.

Den lille pige har et bekymret udtryk i ansigtet. Selvom hun holder sig halvt skjult, kan jeg lige se, at hendes hår er kunstfærdigt flettet og samlet rundt om hovedet. Det er, finder jeg senere ud af, hendes lillesøster, der har fødselsdag.

Senere kommer den lille, kønne pige og hendes to søstre ud, og slutter sig til den kæmpe børneflok, der følger os igennem flygtningelejren. For selvom en fødselsdag er en stor begivenhed, så er et TV-holds besøg endnu større og endnu mere underholdende.

I nogle timer er vi hundredvis af børns underholdning. Selvom Khazer-flygtningelejren ser ud som en af de mest veldrevne lejre, jeg nogensinde har set, så er der ikke anden underholdning for børnene, end de spil, de selv organiserer. Og et TV-hold ude fra den store verden bliver nemt den sjoveste og mest interessante underholdning i uger.

Sov blandt ligene

Vores irakiske assistent og oversætter har fundet det rigtige telt. Det unge ægtepar Nour Younis og Mahmoud Ali Aws inviterer os indenfor. Der er ingenting. Teltets forrum er helt tomt. I rummet bagved ligger tre madrasser stablet ovenpå hinanden, og her er to potter og et primusapparat til at lave mad på. Ellers intet. Det er alt, de ejer.

Mahmoud måtte med sin gravide kone og deres godt et år gamle søn Saddam flygte fra Vest-Mosul over hals og hoved. Det var en farlig og halsbrækkende tur igennem en aktiv slagmark. Selv da de havde krydset Tigrisfloden og kom over til Øst-Mosul, var der også der stadigvæk intense kampe mellem regeringsstyrkerne og Islamisk Stat-terroristerne.

Det unge ægtepar taler i munden på hinanden, mens de fortæller om flugten, men Mahmoud bliver stille, da Nour fortæller om, hvordan de sammen med deres lille søn i dagevis måtte skjule sig i ruinerne af et udbombet hus sammen med ligene af døde mennesker.

- Vi flygtede ind i et hus som lige var blevet bombet. Men der lå en masse lig af dræbte Islamisk Stat-krigere. Dem var vi nødt til at sove ved siden af. Vi havde ikke noget valg. Vi var tvunget til at opholde os sammen med deres lig. I fire dage var vi nødt til at overnatte sammen med dem, indtil den østlige bydel blev befriet, fortæller Nour ophidset.

- Vi lå her og ligene derovre. Sådan var det. Skrækkeligt.  

Selvom flugten ud af mareridtet var farlig og forfærdelig nok i sig selv, så ville det for det unge par have været endnu værre at blive.

- Vi så, at de brugte civile som menneskelige skjolde. Hver gang Islamisk Stat ville trække sig tilbage fra et område, og var bange for at blive angrebet, tog de mennesker med sig…, fortæller Nour.

Mahmoud afbryder hende og fortsætter:

- Hvis du nægtede at tage med dem, så skød de dig bare. Sådan! Så fulgte de andre med uden protester.

- Selv hvis du bare havde en mobiltelefon, blev du henrettet, fortæller han.

- De mente, at folk med mobiltelefoner, var spioner for deres fjender. Så telefonerne blev konfiskeret. Gemte du din telefon, og opdagede de det, blev du skudt. Ingen diskussion.

De to unge forældre håber, at offensiven imod Islamisk Stats bastion inde i det vestlige Mosul, snart er overstået. Situationen inde i byen er forfærdelig. Mahmoud får indimellem hjerteskærende nødråb fra familien, der er blevet tilbage.

- Der falder bomber. Jeg har kontaktet mine pårørende. Der falder hele tiden bomber over dem. De siger, vi ved ikke hvad de skal gøre. De kan ikke komme ud. Går de udenfor, og forsøger de at flygte, bliver de skudt og dræbt af snigskytter. De ved ikke, hvad de skal gøre.”

Nour og Mahmoud har intet som helst tilbage – andet end hinanden og deres søn.
Nour og Mahmoud har intet som helst tilbage – andet end hinanden og deres søn. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Det unge ægtepar hører også fra familien i den vestlige del af byen, at Islamisk Stat er svækket. Disciplinen er tilsyneladende ved at falde fra hinanden. Ofte er der massehenrettelser af formodede desertører.

Nour fortæller, at selv Islamisk Stats egne folk begynder at se, at det snart er overstået, og mange, især dem fra byen som er blevet presset til at slutte sig til terroristerne, forsøger nu at flygte.

- Der er mange der fortryder, at de har tilsluttet sig Islamisk Stat. Men de kan ikke slippe ud.

- De fortryder og vil gerne væk, siger Mahmoud.

- Men bliver de fanget under et forsøg på at flygte, bliver de også henrettet.

Som for at bekræfte Mahmouds beskrivelse offentliggør Islamisk Stat samme dag på en af sine hjemmesider et billede af en række IS-desertører, liggende på jorden, klædt i orange kedeldragter, og en lige så lang række terrorister stående over dem med pistoler i hånden. Hver og en får de skudt en kugle i nakken.

Nour er gravid med parrets andet barn. Begge ser de frem til at krigen er overstået. Mest så deres pårørende kan rette ryggen og igen trække vejret frit. Men selvom Islamisk Stat bliver slået, er den lille families trængsler langtfra overstået.

- Selv hvis den vestlige del bliver tilbageerobret, hvor skal vi så tage hen? Vores hus blev konfiskeret, og derefter brændte de det ned til grunden. De har taget alle vores ting. Vi har ikke noget at vende tilbage til, fortæller Nour.

Nour og Mahmoud har intet som helst tilbage – andet end hinanden og deres søn. De ejer intet. Selv det tøj, de går i, er udleveret af en nødhjælpsorganisation.

Alligevel møder vi både hos dem og fra andre flygtninge i lejren kun venlighed, gæstfrihed og menneskeligt overskud. Ingen kritik af omverdenen. De er taknemmelige for det, de får.

Hvis end ikke Islamisk Stats blodige terrorisme kan slukke deres menneskelige gnist, giver det da i det mindste et lille håb for fremtiden.

Billeder: Alle fotos er fra Khazer-flygtningelejren.