KOMMENTAR: Nu står det helt klart - Trump har udpeget sin største fjende

KOMMENTAR: Trumps tilgang til medier minder om Richard Nixon. Begge har betragtet pressen som fjenden.

Der har været meget snak om, hvor bizart Donald Trumps pressemøde i går egentlig var. Men allerede få minutter inde var det tydeligt, at dette ville blive endnu et opsigtsvækkende pressemøde.

Emnet var ifølge Trump at tale om de ”utrolige fremskridt”, der allerede er sket i Trumps første måned som præsident. Ifølge Trump har der “aldrig været en nyvalgt præsident, der har fået så meget fra hånden på så kort tid”. Mon dog. Tværtimod har Trumps første måned været kendetegnet af en lang række af selvbestaltede problemer som eksempelvis balladen om Michael Flynns afsked og dårlig eksekveret politisk håndværk som indrejseforbuddet.

Problemet er snarere, at Trump ikke har vist sig at være særlig dygtig til at eksekvere sin dagsorden endnu. Præsidenten har, indtil nu, primært underskrevet en lang række hensigtserklæringer og dekreter. Lige nu er der mere tale om all talk and no action – faktisk lige netop det, Trump anklagede sine modkandidater for under valgkampen.

Maskinen er ikke velsmurt

Det er ikke ualmindeligt, at de første måneder for en ny administration viser en stejl læringskurve. Det var også tilfældet for Obama-administrationens første måneder, som bestemt ikke var særlig vellykkede. Men Trumps påstand om, at hans administration indtil videre kører 'som en velsmurt maskine', er bemærkelsesværdig, for at udtrykke det pænt. Især når man tager i betragtning, at Trump samtidig på Twitter brokker sig over antallet af læk, der kommer ud af Det Hvide Hus. Ikke ligefrem et eksempel på en velsmurt maskine.

Det, der har fået mest bevågenhed, var Trumps verbale slagsmål med pressen og anklagerne om falske nyheder. Trump gentog sin løgn om, at han fik flest valgmandstemmer siden Ronald Reagan. Det er fortsat forkert. Trump blev konfronteret med usandheden under pressemødet og prøvede at redde sig med, at han talte om republikanske kandidaters valgresultater siden Reagan. Men også dette er forkert. George H. W. Bush fik 120 flere valgmandstemmer i 1988 (426 mod 306) end Trump. Så selv da Trump prøvede at forsvare en løgn, gjorde han det ved at fremsætte en ny en af slagsen.

Naturligt at lyve

Usandhederne blev krydret med de efterhånden sædvanlige angreb på pressen og domstolene.

- Medierne forstår det ikke, eller de forstår det og skriver ikke om det, lød et af Trumps sædvanlige angreb. For eksempel at medierne ikke nævnte Trumps angiveligt fantastiske popularitetsmålinger. Præsidenten nævnte selv en Rasmussen-meningsmåling, der gav ham 55 procent opbakning som bevis - men nævnte ikke at Rasmussen-målingen er den eneste meningsmåling i hele februar, der har givet ham mindst 50 procent opbakning. Tager man et vægtet gennemsnit af meningsmålinger, ligger Trumps tal på cirka 45 procent - et meget lavt tal for en nyindsat præsident.

Man kan spørge sig selv, hvad Trump tror, han får ud af sine løgne og verbale slagsmål med medierne. I forhold til de mange løgne er vi nået til et stadie, hvor det er tydeligt, at Trump igen og igen gentager usandheder, som han er blevet gjort opmærksom på, er lodret forkerte. At Trump alligevel fortsætter med at bruge dem, som eksempelvis det historiske omfang af hans valgsejr, kan derfor ikke kaldes andet end en løgn.

Trump virker dog ikke til at være synderligt berørt af det. Det burde heller ikke overraske. Forfatteren Tony Schwartz, der for tredive år siden udgav en biografi om Trump og i den forbindelse tilbragte 18 måneder sammen med Trump, konstaterede sidste sommer i et interview med The New Yorker, at det faldt Donald Trump helt naturligt at lyve og ikke gav ham dårlig samvittighed.

Minder om Richard Nixon

Ser man lidt tilbage i amerikansk historie, bliver man mindet om Richard Nixon, der også konstant lå i krig med pressen. Nixon så pressen som ”fjenden”, og sendte efter få måneder sin vicepræsident Spiro Agnew i byen for at holde en tale, hvor Agnew anklagede pressen for at være en ”lille og ikkevalgt elite, der holdt en magt over den amerikanske befolkning, som er ukendt i historien”.

Ligeledes gav Nixons pressetalsmand, Ronald Ziegler, regelmæssige skideballer til medierne, som han anklagede for at være anti-Nixon – hvilket medierne ”ville komme til at betale for på den ene eller anden måde”. Også her er der en vis lighed mellem Trump og Nixons administrationer indtil videre.

Tænk hvis Nixon havde haft Twitter

Nixon havde også på en og samme tid et had/kærlighedsforhold til medierne, der minder meget om Trumps forhold til medierne i dag. For det er de selvsamme medier, Trump og Nixon diskrediterede, som de så gerne ville bruge til at understrege, hvor elskede de er. Nixons rationale tilbage i 1960erne var, at pressen ville behandle ham bedre, hvis han konstant kritiserede og intimiderede dem, fordi de vil blive endnu mere bange for at blive anklaget for at være partiske i deres dækning af ham. En tankegang, der måske også kunne være Trumps tilgang i dag.

Selvfølgelig skal man være varsom med at sammenligne Trump og Nixon. Der er nogle ligheder i begge præsidenters tilgang til pressen. Hverken mere eller mindre. Om end man nogle gange kan fundere over, hvor skæg tilværelsen i 1960erne ikke ville have været, hvis Richard Nixon havde haft en Twitter-profil, må man bare erkende, at der er tale om to vidt forskellige tidsaldre.

Hvad vi til gengæld nok skal vænne os til, er pressekonferencer som den set i går. Siden Nixon har man ikke set en politiker, der elsker og søger konflikten så meget som Trump. 

- Jeg kan godt lide at gøre det her, som præsidenten slog fast i går.

- You better get used to it.