Blev hængt ud som nazist af avis: - De tager mine ord ud af kontekst

Youtube-stjerne kalder det et personligt angreb, at avis fremlægger opgørelse over videoer med antisemitisk indhold.

- Dette er et angreb fra medierne for at bringe mig i vanry, for at mindske min indflydelse og min økonomiske værdi.

Den verdenskendte youtuber PewDiePie, som går under det borgerlige navn Felix Kjellberg, er godt gal i skralden efter han i løbet af ugen er kommet i stormvejr over en række videoer, han har produceret og lagt på videotjenesten YouTube.

Kort fortalt har den amerikanske avis The Wall Street Journal lavet en gennemgang af PewDiePies videoer, og avisen har på den baggrund konkluderet, at Felix Kjellberg i ni tilfælde har lavet videoer, hvor han laver sjov med jøder eller på anden måde bruger nazistisk billedsprog.

Avisen sendte herefter opgørelsen til henholdsvis Walt Disney Studios og Google - to af Felix Kjellbergs helt centrale og største forretningssamarbejder - og ikke overraskende valgte begge firmaer at tage kraftig afstand til den svenske youtuber.

Disney valgte helt at afbryde samarbejdet med Felix Kjellbergs videovirksomhed, mens Google har aflyst anden sæson af serien 'Scare PewDiePie', som ellers allerede var indspillet og skulle have premiere på YouTubes betalingstjeneste, YouTube Red, senere på året.

Felix Kjellberg selv anerkender, at både Google og Disney har været nødt til at reagere, men han mener, det er 'fuldstændig vanvittigt', at en opgørelse som denne kan betegnes som nyheder.

- Avisen kalder ikke videoerne for jokes, men for indlæg. De tager mine ord ud af kontekst, siger han.

Undskylder for krænkende indhold

En af de videoer, The Wall Street Journal fremhævede i sin artikel, indeholdte to indiske mænd, der fremviste et skilt, hvorpå der stod 'død over alle jøder'. Noget, Felix Kjellberg havde bedt dem om at skrive.

Det er blandt andet dette indhold, Felix Kjellberg anerkender kan være stødende, og han har siden fjernet videoen fra YouTube.

- Jeg er ked af de ord, jeg brugte, da jeg nu ved, de stødte folk, og jeg indrømmer, at joken var over grænsen. Jeg er overbevist om, at man kan lave sjov med alt, men jeg tror også, at der er en rigtig og forkert måde at gøre det på, siger han.

Se hele Felix Kjellbergs udtalelse om sagen i denne video, som han helt kortfattet har givet titlen 'Mit svar':

Colleen Schwartz, en talskvinde fra Dow Jones & Co., som ejer The Wall Street Journal, udtaler, at avisen og dens ejere står ved de artikler, der er blevet udgivet.