Trump svarer medierne igen: Jeres historier er den sande skandale

16x9
Donald Trump beskylder efterretningstjenester for at dele fortrolige oplysninger ud som slik. Foto: Saul Loeb / Scanpix (arkiv)

FBI og NSA deler fortrolige oplysninger ud som slik, siger Trump efter medier har afsløret kontakt mellem hans ansatte og russiske efterretningsfolk.

Nu skyder USA’s præsident igen med skarpt på Twitter. Denne gang er beskyldningerne rettet mod to amerikanske efterretningstjenester.

Donald Trump antyder, at FBI og NSA har lækket oplysninger til flere medier. 

Beskyldningerne kommer i kølvandet på at både CNN og New York Times har bragt historier om, at aflyttede telefonsamtaler afslører, at medarbejdere i Donald Trumps præsidentvalgkamp og andre personer med tilknytning til Trump i 2016 havde kontakt med højtstående russiske efterretningsagenter gentagne gange

Oplysningerne stammer ifølge New York Times fra fire nuværende og tidligere amerikanske embedsmænd. 

- Det er meget uamerikansk

Ifølge Trump er der tale om konspirationsteorier.

- Det er nonsens, som blot er et forsøg på at dække over de mange fejl i Hillary Clintons tabervalgkamp, skriver han. 

I et andet tweet påstår han, at den virkelige skandale er, at efterretningstjenesterne deler oplysninger ud, som var det slik. 

Ekspert: Alvorlig situation for Trump

Mistanken om at Trump og flere af hans betroede medarbejdere har en god forbindelse til Rusland er blevet vakt, efter at den nu tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn er blevet taget i at lyve om en række samtaler med den russiske ambassadør i USA.

Trump fyrede mandag Flynn og begrundede sin beslutning med, at han havde vildledt Trumps administration.

Ifølge TV 2’s USA-analytiker Mads Fuglede er det en situation, der i yderste konsekvens kan betyde, at Trumps præsidentpost kan komme i fare.

- Det er meget belastende for Trumps regering, hvis der kan laves et spor, der går fra Rusland direkte til Donald Trump, så kommer han under et meget, meget stort politisk pres, siger han.

Aflytning gjaldt også ansatte

På et tidspunkt sidste sommer sagde Trump blandt andet, at han håbede, at russiske efterretningsfolk havde stjålet demokraten Hillary Clintons e-mails og ville offentliggøre dem.

Aflytningen gjaldt ifølge de amerikanske embedsmænd ikke kun medarbejdere i Trumps valgkamp. Den gjaldt også andre af Trumps ansatte.

Blandt de rådgivere, de amerikanske efterretningstjenester reagerede på, var ifølge de fire embedsmænd Paul Manafort.

Han var Trumps kampagnechef frem til august 2016, hvor han gik af efter at være blevet kørt ud på et sidespor.