Downs Syndrom er ingen hindring: 20-årig model laver sin egen tøjkollektion

20 år, model og designer. Madeline Stuart lader sig ikke bremse af, at hun er født med en kromosomfejl.

Med højt hår, glimmer i ansigtet og en selvtillid, der siger spar to, indtog australske Madeline Stuart modeugen i New York tidligere på ugen.

Den 20-årige unge kvinde har Downs Syndrom, men det har aldrig afholdt hende fra at drømme store drømme.

For på catwalken i New York var hun ikke bare model, hun var designer.

Hun præsenterede sin nye kollektion '21 Reasons Why by Madeline Stuart'.

Tøjkollektion viser, hvem Madeline er

Kollektionens navn er både et anerkendende nik til Madeline Stuarts kromosomfejl på kromosom nummer 21 som følge af hendes Downs Syndrom, ligesom det er en fejring af hendes 21. fødselsdag, som hun runder i løbet af 2017.

- Den (kollektionen, red.) viser virkelig, hvem hun er, siger Roseanne Stuart, der er Madelines mor, manager og samarbejdspartner, til Reuters.

Og Madeline Stuart tør stå ved, hvem hun er. Hendes mission er nemlig at ændre samfundets opfattelse af folk med handicap, ligesom hun vil rykke ved de gængse skønhedsidealer.

Har allerede egen taskekollektion

Allerede i 2015 tog Madeline Stuart modeverdenen med storm, da hun lancerede sin egen taskekollektion, var model for flere store modefirmaer og gik catwalk under New York Fashion Week.

Madeline Stuart viser en kjole frem fra Hendrik Vermeulen under modeugen i New York i 2015.
Madeline Stuart viser en kjole frem fra Hendrik Vermeulen under modeugen i New York i 2015. Foto: ANDREW KELLY / Scanpix Denmark

- Madeline har altid troet på, at hun kan opnå alt det, hun drømmer om, siger moren Roseanne Stuart.

I år skal hun gå catwalk under yderligere to modeshows i New York, før turen går videre til modeugen i Paris og senere Los Angeles. inden hun vender hjem til Australien i slutningen af april.