Politianmeldt betjent svarer igen: - Jeg behøver ikke holde min kæft

Nogle kalder ham racist. Andre hylder ham med blomster. Nu forklarer politianmeldt betjent, hvorfor han skrev kritisk om indvandrere på Facebook.

- Jeg får naturligvis kritik og bliver fremstillet, som om jeg var racist. Det forstår jeg. Det var jeg klar over. Men det er jo absolut ikke min tanke med det her overhovedet.

Sådan lyder det fra den svenske politibetjent Peter Springare, som er blevet meldt til politiet, efter at han har skrevet kritisk om kriminelle indvandrere på sin Facebook-profil.

I sit arbejde som efterforskningsleder hos politiet i Örebro oplever Spingare, at hovedparten - nærmest 100 procent - af alle forbrydelser begås af kriminelle indvandrere.

I et Facebook-opslag har han skrevet, at de mistænktes navne ikke er klassiske svenske, og betjenten har samtidig oplistet, hvilke lande de mistænke kommer fra.

- Irak, Irak, Tyrkiet, Syrien, Afghanistan, Somalia, Somalia, Syrien igen, Somalia, ukendt land, ukendt land, Sverige, skriver betjenten blandt andet i en opdatering.

Påpeger problematik

Peter Springares indlæg har skabt heftig debat på de sociale medier og i Sverige. Fra den ene side bliver han anklaget for at generalisere og vække had, mens andre hylder betjenten for at tale rent ud af posen.

I et interview med regionalavisen Nerikes Allehanda (NA) forklarer betjenten nu, hvad opslaget bunder i: 

- Jeg forsøger at påpege en problematik, vi har i politiet. For jeg ser, at vi taber grebet om det. Vi magter ikke at håndtere det her – den her grove voldskriminalitet, siger Springare til NA.

Betjentens ytringer har fået så stor bevågenhed, at Sveriges statsminister Stefan Löfven har kommenteret på sagen. 

- Jeg ved ikke, hvordan det ser ud i Örebro, men hvis jeg skal se det i et bredere perspektiv, har jeg meget svært ved at se, at 100 procent af politiets efterforskningsressourcer bruges på kriminalitet, som begås af indvandrere. Jeg har meget, meget svært ved at anerkende det billede, siger Stefan Löfven i et interview med Expressen.se og fastslår:

- Jeg vil påstå, at det er forkert.

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, kommenterer på sagen om en svensk politibetjent, som har skrevet kritisk om kriminelle indvandrere på Facebook.

Vil ikke holde mund

Også den svenske forfatter og kriminolog Leif G. W. Persson har i en udsendelse på den svenske kanal SVT kommenteret på Springares opdatering, skriver NA. Han mener, at politibetjenten giver et misvisende billede af helheden.

I udsendelsen klandrer han blandt andet Springares statistiske færdigheder, når Springare siger, at indvandrere står for langt størstedelen af den grove kriminalitet i hans politikreds i byen Örebro.

Forfatterens udmelding har igen fået Peter Springare til tasterne. I en ny Facebook-opdatering skriver betjenten: 

- Nej, GW. Jeg behøver ikke holde kæft med, hvilke forbrydelser der ligger på mit skrivebord. Derimod skal jeg holde kæften om indholdet, omstændighederne og identiteterne på de indblandede.

Nej GW, jag behöver inte hålla käften om vad för brott som ligger på mitt skrivbord.Däremot skall jag hålla käften om...

Posted by Peter Springare on Tuesday, February 7, 2017

Støtten vokser for hver dag

Mens betjentens syn på kriminaliteten har ført til kritik, vokser også gruppen af svenskere, som bakker op om Peter Springare.

Nogle har været forbi politistationen i Örebro med blomster, og flere end 112.000 mennesker har meldt sig ind i en støttegruppe på Facebook under navnet "Støt op om Peter Springare".

Flere har vist deres støtte til betjenten, Peter Springare, ved at aflevere blomster på hans arbejdsplads, politiet i Örebro.
Flere har vist deres støtte til betjenten, Peter Springare, ved at aflevere blomster på hans arbejdsplads, politiet i Örebro. Foto: EBU

Men Peter Springares skriverier har fået politiledelsen i Örebro til at politianmelde betjenten. Politiledelsen understreger dog, at betjenten har ytringsfrihed.

- Man må skrive rigtigt meget, men man må ikke skrive alt, skriver Bo Andersson, som er politichef hos Örebro Politi. 

Politiets disciplinærkomite har anset indlægget for at være en hetz, og sagen er nu overgået til de svenske domstole.