Svensk betjent anmeldt efter indvandrerkritisk Facebook-opslag: Nu får han blomster

En svensk politimand er blevet anmeldt, efter han skrev kritisk om kriminelle indvandrere på sin Facebook-profil.

Den svenske politimand Peter Springare har fået nok. Forleden gik han til tasterne og rasede over kriminelle indvandrere.

- Jeg er så skide træt. Det jeg vil skrive her nedenfor, er ikke politisk korrekt. Men det skider jeg på, indleder Peter Springare sit Facebook-opslag.

Til daglig arbejder han hos politiet i Sveriges sjettestørste by Örebro, hvor han er efterforskningsleder i afdelingen for grove forbrydelser. I sit opslag på Facebook brokker Peter Springare sig over de sager, der i sidste uge landede på hans skrivebord. Det drejer sig om voldtægter, mordforsøg, afpresning, narkotikaforbrydelser, mishandling m.m.

I disse sager ser Peter Springare et mønster: Bortset fra i et enkelt tilfælde er navnene på de mistænkte ikke klassiske svenske. De er derimod traditionelle mellemøstlige navne som eksempelvis Mohammed og Ali. På Facebook afslører betjenten også, hvor de mistænkte kommer fra.

- Ugens forbrydelser er begået af borgere fra følgende lande: Irak, Irak, Tyrkiet, Syrien, Afghanistan, Somalia, Somalia, Syrien igen, Somalia, ukendt land, ukendt land, Sverige. Når det gælder halvdelen af de mistænkte, så ved vi ikke noget med sikkerhed, fordi de ingen gyldige papirer har. Hvilket i sig selv ofte betyder, at de lyver om nationalitet og identitet, skriver Peter Springare.

Disse sager optager ifølge ham 100 procent af den efterforskningsmæssige kapacitet hos politiet i Örebro, og sådan har det været de seneste 10-15 år, skriver han. I sit opslag lover Peter Springare, at han fremover ugentligt vil komme med opdateringer om kriminaliteten i Örebro på sin Facebook-profil.

Jag är så jävla trött. Det jag kommer att skriva här nedan, är inte politiskt korrekt. Men det skiter jag i. Det jag...

Posted by Peter Springare on Friday, February 3, 2017

Betjent anmeldt af sine egne 

Peter Springares skriverier på Facebook har nu fået politiledelsen i Örebro til at melde ham, selvom de samtidig understreger, at betjenten har ytringsfrihed.

- Man må skrive rigtig meget, men man må ikke skrive alt, siger politichefen i Ørebro, Bo Andersson, til lokalavisen Nerikes Allehanda.

Peter Springare er blevet anmeldt for sit Facebook-opslag af sin egen arbejdsgiver, politiet i Örebro.
Peter Springare er blevet anmeldt for sit Facebook-opslag af sin egen arbejdsgiver, politiet i Örebro. Foto: EBU

Politiets disciplinærkomite anser ifølge tv-stationen SVT indlægget på Facebook for at være en hetz mod en befolkningsgruppe, og sagen er nu overgivet til retten. Selv siger Peter Springare i et opfølgende Facebook-opslag, at han ikke er racist.

- Jeg går ind for indvandring og for, at vi skal modtage asylansøgere under ordnede og strukturerede forhold. Jeg har absolut ingen racistiske tilbøjeligheder, men er dybt bekymret over den kriminalitet og mentalitet, vi ser hos de indvandrede kriminelle. De overbelaster retssystemet så kraftigt, at det er ved at bryde sammen, skriver Peter Springare.

Om man inte kan diskutera problemet med kriminaliteten bland invandrare utan att hänföra den till rasistisk propaganda, ...

Posted by Peter Springare on Saturday, February 4, 2017

Stor debat på sociale medier

Betjentens indlæg har skabt heftig debat på de sociale medier, hvor han har fået både nye fjender og venner. Fra den ene side bliver han anklaget for at generalisere og vække had, mens andre hylder ham for at tage bladet fra munden. På politistationen i Örebro har nogle endda været forbi med blomster til Peter Springare. 

Siden hans udmelding har mere end 75.000 mennesker meldt sig ind i en støttegruppe under navnet ”Stå Upp For Peter Springare”. Siden er fyldt med ros til betjenten.

- Jeg arbejder selv som betjent i Stockholm, og Peter Springare fortæller sandheden. Det, han siger, er ikke en overdrivelse eller løgn, skriver en bruger ved navn Oskar Tallryd på Facebook-siden.

Flere af medlemmerne skriver også, at det er på tide, at nogen tager affære i forhold til kriminelle indvandrere. En af dem er Johnny Ashuri Minasson, der skriver, at han selv har indvandrerbaggrund.

- Vi er mange, der er trætte at den handlingslammelse, som de svenske myndigheder har stået og står for. Nogle gange er det på grænsen til det absurde. Den politiske korrekthed er gået alt for vidt, skriver Johnny Ashuri Minasson.

Da Peter Springare skrev sit opslag, havde han ingen anelse om, hvad det var han satte i gang.

- Jeg havde ikke ventet at få en så gigantisk respons fra jeres side. Mange tak for blomster, gaver og opmuntrende ord, skriver han i dag på Facebook.

Ifølge den svenske tv-station SVT får Peter Springare lov til at arbejde videre hos politiet, mens det bliver undersøgt, om der er tale om en forsømmelse eller en kriminel handling fra hans side.