Dronning hædret med 41 kanonskud: - Hun har gjort det godt
Den britiske dronning har mandag siddet på tronen i 65 år, og hun har ifølge Ulla Terkelsen gjort det godt - med undtagelse af én krise.
Dronning Elizabeth II
Elizabeth Alexandra Mary
Født den 21. april 1926 og er i dag 91 år.
Gift med prins Philip siden 1947, og sammen har de fire børn - hvoraf prins Charles er den ældste
Her regeret siden 6. februar 1952
Hun er verdens ældste nulevende monark
Mandag lød der 41 kanonskud i Green Park i London.
Sådan blev det markeret, at Dronning Elizabeth II har siddet på tronen i 65 år, og dermed sætter hun også rekord ved at være den første britiske regent, der kan fejre safir-jubilæum, som det bliver kaldt i den engelske presse.
- Hun har i alle disse år været et samlingspunkt. Én, der er hævet over det hele, og som der er meget stor respekt for, siger TV 2s korrespondent Ulla Terkelsen.
Men det har ikke altid ligget i kortene, at hun skulle sidde på tronen.
Skulle ikke have været dronning
Da Elizabeth blev født, var der ingen, der havde troet, at hun skulle blive den længst siddende monark. Faktisk var hun slet ikke tronarving.
Den daværende konge, Edvard 8., forelskede sig i den fraskilte amerikaner Wallis Simpson. Men både regeringen og kirken modsatte sig ægteskabet, og han valgte derfor at abdicere.
Dermed blev det hans lillebror, Georg 6., Elizabeth far, der kunne bestige tronen i 1936. På daværende tidspunkt var Elizabeth ti år og blev fra den dag den næste arving i rækken.
Blot 15 år efter døde den storrygende kong Georg 6. som følge af lungekræft i en alder af 52 år, og unge Elizabeth blev dronning.
Krisen efter prinsesse Dianas død
Her 65 år senere er det i sig selv imponerende, at den britiske dronning stadig sidder på tronen. Men at hun har siddet der i så mange år uden at udtale sig upassende, er også en bedrift i sig selv, mener Ulla Terkelsen.
- Hun har efter alles mening klaret det utrolig godt. Men der var lige en krise efter prinsesse Dianas død, hvor mange mente, at hun var for kold, siger korrespondenten.
De to havde eftersigende ikke det varmeste forhold, og det forargede briterne, at dronningen ikke deltog i den nationale sorg.
Men da hun endelig reagerede på den chokbølge, som Dianas død var for befolkningen, tacklede hun det ifølge Ulla Terkelsen fantastisk og har været populær lige siden.
Holder ud til det sidste
Den britiske kongefamilie har altid været meget synlige, og Ulla Terkelsen mener, at hun betyder ekstra meget for briterne i øjeblikket.
- Fornemmelsen af, at hun stadig er der, er vigtig, nu hvor Storbritannien ligger og flyder lidt, fordi de er ved at løsrive sig fra Europa og ikke rigtig ved, hvor de ender, siger hun.
Udgangen af 2016 bød ellers på en slem forkølelse, som resulterede i, at dronningen ikke blev set i offentligheden i to uger. Men det tyder på, at hun er ovenpå igen, og korrespondenten tror, at hun bliver siddende som regent et godt stykke tid endnu - det på trods af at hun på jubilæumsdagen har trukket sig tilbage til sit landsted Sandringham House.
- Hun har hele tiden sagt, at hun holder ud til det sidste, og der kan godt gå mange år. Hendes mor blev over 100 år, siger Ulla Terkelsen.
Udover kanonskuddene bliver jubilæet markeret ved udstedelsen af en ny 5-punds mønt, hvorpå der er et citat fra den dengang 21-årige Elizabeth:
- Mit liv, om det så er langt eller kort, skal være dedikeret til din tjeneste.