Trump i ordkrig med Schwarzenegger: Nu vil 'Terminator' have præsidentens job

Præsidenten mobbede Arnold Schwarzenegger for rullende kameraer. Filmstjernen svarede igen på Twitter

USAs præsident Donald Trump og filmstjernen Arnold Schwarzenegger udkæmper nu en krig på ord, efter at Donald Trump angreb Schwarzenegger ved et religiøst arrangement i går.

Hej Donald, jeg har en god idé: Lad os bytte job.

Arnold Schwarzenegger, Skuespiller

Donald Trump holdt tale ved National Prayer Breakfast, og gjorde sig lystig over de faldende seertal på tv-showet "The Apprentice", hvor skuespilleren har overtaget præsidentens job som vært.

- Vi havde kolossal succes med "The Apprentice". Men da jeg stillede op som præsident blev jeg nødt til at forlade programmet. Det var der, jeg med sikkerhed vidste, at jeg ville gøre det. Så hyrede de en stor, stor filmstjerne, Arnold Schwarzenegger, til at tage min plads. Og vi ved, hvordan det gik. Seertallene røg direkte ned i kloakken. Det har været en total katastrofe, sagde Donald Trump.

Dernæst kom præsidenten med en opfordring til deltagerne ved arrangementet.

- Jeg vil gerne bede for Arnold, hvis vi kan. Bede for seertallene, OK?  

Præsidenten var selv vært på showet i 14 sæsoner, og han er stadig 'Executive Producer' på programmet, og har formentlig økonomiske interesser i, at det går godt.

Seertallene dykkede 

Donald Trumps plads i "The Apprentice" blev overtaget af Arnold Schwarzenegger i januar 2017.

Seertallene dykkede fra seks millioner seere ved Donald Trumps sidste episode i 2015 til 3,7 millioner seere med den nye vært.

Arnold Schwarzenegger, der blandt andet er kendt for sin rolle i Terminator-filmene, har selv været aktiv i amerikansk politik. Han har været guvernør i Californien og medlem af Det Republikanske Parti, men han støttede Donald Trumps modkandidat Hillary Clinton under valgkampen.

Derfor har tonen mellem de to været hård længe.

Og det tog da også kun Arnold Schwarzenegger få timer, før han havde et svar klar til Donald Trump på Twitter.

Arnold Schwarzenegger svarer på Twitter igen på kritikken fra præsident Trump

- Hej Donald, jeg har en god idé: Lad os bytte job. Du overtager mit job på TV, for du ved jo alt om seertal. Jeg overtager dit job, så folk igen kan sove roligt 

USAs nye præsident har længe været optaget af seertallene på "The Apprentice".

I januar 2015 fortalte Donald Trump på et møde i organisationen "Television Critics Association", at programmet var det mest sete tv-show i USA. Det var løgn, viser seertalsmålingerne fra analyseselskabet Nielsen, ifølge LA Times

Da Trump blev bedt om at uddybe, svarede han, at programmet var det højest ratede TV-show mandag aften.

Det var heller ikke korrekt.

Da han blev konfronteret med det, svarede han.

- Det er blot, hvad jeg har hørt.