Trump har allerede underskrevet fire af dem, men hvad er et præsidentielt dekret egentlig?

Præsident Donald Trump svinger kuglepennen, men hvor meget magt ligger der i de præsidentielle dekreter?

Siden Donald J. Trump overtog Det Hvide Hus 20. januar, har han sat sin underskrift på ikke én, ikke to - men fire executive orders; det, vi på dansk kalder et præsidentielt dekret.

Det seneste dekret - et midlertidigt indrejseforbud, der forhindrer nye visumudstedelser til personer fra syv mellemøstlige lande, heriblandt Irak og Syrien - har på kort tid skabt demonstrationer i USA og spændinger mellem Trump og det iranske udenrigsministerium.

Men hvad er et dekret, og hvad bruger præsidenten det til?

Hver eneste præsident, fra George Washington til Barack Obama, har underskrevet dem, og siden 1789 er det blevet til mere end 13.000 dekreter.

Præsidentens magt uden om kongressen

Helt simpelt fortalt er det præsidentielle dekret en magtbevilling til den siddende præsident, som er skrevet ind under artikel to i den amerikanske forfatning. Den gør det muligt for præsidenten at gå uden om den amerikanske kongres og gennemføre politik på udvalgte områder.

Men et præsendielt dekret kan altså ikke tilbagerulle lovgivning vedtaget af Kongressen.

I praksis udmundes det i en begæring, som præsidenten underskriver. Dekretet er så at sige instrukser fra præsidenten til hans regering om, hvordan den skal arbejde inden for de rammer, der allerede er sat af Kongressen og er inden for forfatningen.

I præsident Trumps tilfælde kan det for eksempel være at sætte gang i en øjeblikkelig afskaffelse af sin forgængers store politiske projekt, Obamacare.

Med et dekret kan en præsident ændre anvendelsen af en lov. Den eneste måde at omstøde et dekret på, er ved at få en ny person ind i Det Hvide Hus. Men den amerikanske kongres kan vedtage lovgivning, der gør det umuligt at udmønte dekretet. Og kongressen kan også nægte at bevilge de penge, der eventuelt skal finansiere at dekretet kan udmømtes.

Desuden kan Højesteret i USA fastslå at et præsdentielt dekret er i strid med den amerikanske forfatning, det er tidligere sket med dekreter fra Franklin D. Roosevelt (1935) og Bill Clinton (1995).

Herunder er en oversigt over udvalgte præsidenters brug af det præsidentielle dekret. Især under Anden Verdenskrig udskrev Franklin D. Roosevelt rekordmange dekreter:

Herudover har Donald Trump også underskrevet en lang række af de såkaldte præsidentielle memoranda, som også er en form for magtanvendelse, præsidenten kan benytte sig af, men som ikke er ligeså vidtrækkende som dekreterne.

Det er vigtigt at adskille de to. På engelsk bliver det hele ofte kaldet execute actions, men der er altså forskellige grader af handling, som præsidenten kan skride til - og som er mere eller mindre nemme for en ny præsident at omstøde.

Lincoln befriede slaverne med et dekret

Blandt de mere kendte dekreter er blandt andet:

  • Præsident Abraham Lincolns befrielse af slaverne under borgerkrigen i 1863
  • Både præsident John F. Kennedy og præsident Lyndon Johnson brugter præsidentielle dekreter til at forbyde racediskrimination ved ansættelse til føderale jobopgaver. 
  • Præsident Bill Clinton underskrev et dekret, som gjorde det muligt for amerikanske kampstyrker at gå ind i Balkan
  • Og præsident Barack Obama brugte blandt andet det præsidentielle dekret til at stoppe udvisningen af tusindvis af illigale indvandrere, som har boet i USA, siden de var børn. Han har desuden også underskrevet et dekret, som hævede minimumslønnen for kontraktansatte medarbejdere.

Politico har samlet en hel liste over alle de erklæringer, præsident Trump har underskrevet siden sin indsættelse. Den kan ses her.