Håb om overlevende i Italien: Tre hundehvalpe reddet ud fra hotel

Italienske redningsarbejdere har reddet tre hundehvalpe fra det sammenstyrtede hotel i Italien. Luftlommer giver håb om flere overlevende.

Tre hundehvalpe er blevet reddet fra den massive snedynge, der væltede ned over det italienske hotel Rigopiano i sidste uge. Hundehvalpene giver håb til redningsarbejderne om, at det stadig er muligt at finde overlevende efter lavinen.

23 personer er savnet.

- Det er vigtigt livssignal, som giver os håb, siger redningsarbejderen Fabio Jerman til AFP, og forklarer, at fundet af hundehvalpene beviser, at der stadig findes luftlommer i det ramte område.  

Luftlommer som måske kan huse nogle af de 23 personer, som redningsarbejderne arbejder på at finde dag og nat – og har gjort det siden torsdag i sidste uge.

Redningsarbejderne er netop ved at grave nye ruter ud. Man håber på at finde den rigtige vej ind til midten af hotellet, hvor eventuelt overlevende må formodes at være. De tre hunde blev fundet i et fyrrum, der lå i forlængelse af hotellet.

- Det er et ræs mod tiden. Vi ved vi skal arbejde hurtigt, men det er ikke et nemt arbejdsmiljø, lyder det fra redningsarbejderens talsmand Luca Cari til AFP.

På grund af frygten for at udløse nye sneskred må redningsarbejderne arbejde sig langsomt frem.

Hotelmanager bad om evakuering før lavine

Mindst seks personer er omkommet ved lavinen, der ramte hotellet onsdag omkring klokken 17.40. Kombineret med et massivt snefald i området, har det været næsten umuligt for redningsfolk at nå hotellet.

Der er indtil videre reddet ni personer ud af snemasserne. Flere af dem har beskrevet, hvordan de har været fanget i små og komplet mørke luftlommer, hvor de har spist sne for at overleve.

En undersøgelse er blevet sat i gang i forbindelse med redningsarbejdet.

Det skyldes blandt andet at hotellets manager forud for lavinen, havde sent en e-mail til de lokale myndigheder for at få hjælp til at fjerne de massive snedynger rundt omkring hotellet. Nogle af gæsterne ønskede nemlig at blive evakueret efter rapporter om voldsomme jordskælv i regionen.

Samtidig gik der også, ifølge italienske medier, 11 timer fra lavinen ramte til de første redningsarbejdere nåede frem.

Det skyldtes blandt andet, at alarmcentralen ikke kunne bekræfte, at lavinen havde fundet af sted i første omgang – hvorfor der gik cirka 2,5 time før redningsarbejdere blev sendt af sted. Samtidig gjorde det massive snedække det svært at komme frem til hotellet.