Redningsfolk kæmper på grænsen af det umulige: - Det er en katastrofe

Flere meter sne og temperaturer omkring 15 frostgrader gør redningsarbejdet ekstremt vanskeligt. Fredag er der fortsat kun fundet to overlevende.

I det centrale Italien har redningsfolk kæmpet i halvandet døgn for at nå frem til Hotel Rigopiano ved byen Farindola i det centrale Italien.

Myndighederne frygter, at op mod 30 personer kan have mistet livet, og fredag morgen er det kun bekræftet, at to personer har overlevet.

- Det tyder virkelig på, at det er en tragedie. Det er en katastrofe af store dimensioner, siger Eva Ravnbøl, TV 2s korrespondent i Italien.

Ekstreme forhold

Lavinen ramte hotellet onsdag omkring klokken 17.40, men da der er faldet omkring to en halv meter sne i området de seneste dage, har det været næsten umuligt for redningsfolk at nå hotellet.

De første kom frem på ski klokken fire torsdag morgen, og ifølge avisen La Repubblica kunne de se et næsten begravet hotel, der havde flyttet sig 10 meter.

Det svært ufremkommelige terræn gjorde, at biler og ambulancer holdt parkeret adskillige kilometer fra hotellet, hvorfor redningsfolk måtte fires ned fra en helikopter eller bane sig vej på ski.

Fredag morgen er det lykkedes for 20 maskiner og 135 redningsfolk at kæmpe sig igennem snemasserne. Men der er fortsat ingen tegn på overlevende, og med flere meter sne og temperaturer omkring minus 15 grader, er forholdene ekstremt vanskellige.

- Beredskabschefen siger, at de arbejder på grænsen af noget, der faktisk er umuligt, siger Eva Ravnbøl.

Torsdag fortalte myndighederne, at redningsfolk har råbt ind i hotellet, men at der ikke umiddelbart er tegn på overlevende.

- Vi holder vejret og følger udviklingen i de dramatiske virkninger, som lavinen har haft, sagde Italiens premierminister, Paolo Gentiloni, torsdag.

Snemængderne i Abruzzo regionen er så massive, at redningskøretøjer holder i en lang kø, mens man forsøger at rydde vejen til byen.

Familiefar overlevede - kone og børn er på hotellet

Fire personer er bekræftet døde, men den ene af dem har ikke været mulig at få ud af det smadrede hotel endnu.

De to overlevende er begge mænd, der tilfældigvis stod uden for hotellet, da lavinen ramte. Den ene af dem er den 38-årige familiefar Giampiero Parete.

- Jeg er i live, fordi jeg var ude for at hente noget i bilen. Min kone og mine to børn er inde på hotellet, har han ifølge avisen La Repubblica sagt til lægerne.

Han gemte sig i sin bil og slap på den måde uskadt.

- Lavinen kom, og jeg blev dækket af sne. Men det lykkedes mig at komme ud. Bilen var ikke begravet, så jeg kunne vente på redningsfolkene inde i bilen, siger han.

Han forsøgte først at alarmere myndighederne klokken 17.40 onsdag, men kunne tilsyneladende ikke komme igennem. I stedet ringede han til sin chef, der slog alarm.

Eva Ravnbøl orienterer om seneste nyt fra lavinekatastrofen i Italien.

Den værste vinter i 50 år

Det er den værste vinter i 50 år i det centrale Italien, som er begravet i sne.

Ifølge TV 2 Vejrets meteorolog Thomas Mørk har det været en usædvanlig hård vinter i det centrale Italien indtil videre.

- Der er faldet to en halv meter sne i området på ganske kort tid. Det har været iskoldt over store dele af Europa, hvor kold luft er strømmet ned over Adriaterhavet, som er varmt. Det har dannet kraftige byger, som er blevet presset op over bjergene, hvor de har smidt enorme mængder sne på de skråninger, hvor hotellet befinder sig, siger Thomas Mørk.

- Vi er vant til at høre om store mængder sne i Italien, men det er som regel nord på mod Alperne og Dolomitterne. Det er sjældent man har så store mængder her nede, tilføjer han. 

Lavinerisikoen i bjergkæden Appenninerne i det centrale Italien, hvor hotellet ligger, er for øjeblikket ekstremt. Se kort over lavinerisiko i Italien her.

TV 2 Vejrets meteorolog Thomas Mørk forklarer, at der er faldet usædvanligt store mængder sne i det centrale Italien den seneste tid.