Bortført som spædbarn: Tilgiver sin falske mor trods 18 års løgn

18-årig kvinde blev mere ked af at se sin 'mor' i håndjern end visheden om, at hun har levet på en løgn.

Indtil den 13. januar levede 18-årige Alexis Manigo et forholdsvis almindeligt liv i byen Walterboro i South Carolina i USA.

Men den fredag ændrede alt sig.

Det viste sig, at kvinden, som Alexis Manigo troede var hendes mor, i virkeligheden havde bortført hende, da hun var få dage gammel. Gloria Williams, som hun hedder, udgav sig for at være sygeplejerske, og snuppede den lille pige fra hospitalet.

Det gjorde mere ondt at se hende i håndjern. Som et dyr. Det er ikke hende...

Kamiyah Mobley om sin bortfører

Faktisk hedder Alexis Manigo slet ikke Alexis Manigo. Hun hedder Kamiyah Mobley.

Kamiyah Mobleys bortfører blev anholdt fredag den 13. efter en periode, hvor Kamiyah selv havde haft mistanke om, at hun i virkeligheden var det spædbarn, som blev bortført i 1998.

Men Kamiyah Mobley hader ikke sin "falske mor" den dag i dag, som man måske kunne tro.

- Hun opdrog mig med god moral, respekt. Hun prægede mit liv meget. Jeg kunne tale med hende om alt. Og jeg ved, at jeg også prægede hende. Det kunne jeg mærke på al kærligheden, fortæller Kamiyah Mobley i et tv-interview.

51-årige Gloria Williams bortførte Kamiyah Mobley tilbage i 1998.
51-årige Gloria Williams bortførte Kamiyah Mobley tilbage i 1998. Foto: Reuters

- Det gjorde mere ondt at se hende i håndjern. Som et dyr. Det er ikke hende. Jeg har aldrig set hende i håndjern før. Aldrig. Så det virkede helt surrealistisk. Jeg kan godt se, at det, hun gjorde, var forkert. Men jeg synes ikke… Bare se på mit liv. Jeg kan godt se, at den ene ting var forkert. Men det var ikke bare slemt det hele. Det, der kom ud af det, var ikke dårligt, siger Kamiyah Mobley.

Dobbelt op på kærlighed

Efter afsløringen har hun mødt sine biologiske forældre, der bor i byen Jacksonville i Florida.

Kamiyah Mobley med sine biologiske forældre, Shanara Mobley og Craig Aiken.
Kamiyah Mobley med sine biologiske forældre, Shanara Mobley og Craig Aiken. Foto: Reuters

- Det ville være forkert at sige "Nej, dem vil jeg ikke lære at kende". Men jeg er også nysgerrig. Jeg vil lære dem at kende, selvfølgelig, siger Kamiyah Mobley.

Hun har levet på en løgn i 18 år, så der er en hel del at forholde sig til. Men hovedpersonen selv, ser positivt på situationen.

- Jeg har det fint. Jeg klarer mig. Jeg har fået endnu en familie. Det er mere kærlighed. Og for de mennesker, som har børn meldt savnet, giver det her dem håb. Så det glæder jeg mig over, siger Kamiyah Mobley.