Tyrkisk Nato-hustru bønfalder Stoltenbergs kone om hjælp

Helt usædvanligt beder en hustru til en fængslet tidligere Nato-officer Natos generalsekretærs kone om hjælp.

Brevet taler sit eget tydelige sprog. En kvinde, der er bange for sin mands ve om vel – og som nu er efterladt alene i Bruxelles med tre børn, forsøger i desperation at få Nato i tale ved at sende et brev til Stoltenbergs kone, Ingrid Schulerud, der udover at være gift med den øverste politiske ansvarlige i forsvarsalliancen også er Norges ambassadør i Belgien.

Men nødråbet er sendt hustru til hustru.

Brevet, som TV 2 har en kopi af, fortæller, at den tidligere tyrkiske Nato-officer pludselig blev kaldt hjem til et uplanlagt møde i midten af oktober.

Det eneste livstegn, jeg har fået fra ham, er et brev, hvor han skriver, at jeg ikke må bekymre mig. Men det gør jeg jo.

Kvinde, TV 2 har mødt

Han skulle være kommet tilbage til Bruxelles dagen efter men var ikke med flyet. Dagen efter fik konen af vide, at han var fængslet.

Det skete, skriver hun, uden nogen form for information, påstand eller efterforskning. Hun nægter at han skulle have haft noget med det fejlslagne kup at gøre.

TV 2 har mødt kvinden, som forklarer:

- Vi anede ikke uråd – men det skulle vi altså have gjort. Jeg forstår, at han blev arresteret i en frokostpause. Nu sidder han fængslet i Tyrkiet. Jeg har ikke haft mulighed for at tale med ham. Det eneste livstegn, jeg har fået fra ham, er et brev, hvor han skriver, at jeg ikke må bekymre mig. Men det gør jeg jo.

Ligesom flere hundrede andre tyrkiske Nato-officerer, har han mistet sin stilling i udrensningsprocessen efter kuppet.

Mange tusinde mennesker er blevet arresteret efter kupforsøget i Tyrkiet i sommer.
Mange tusinde mennesker er blevet arresteret efter kupforsøget i Tyrkiet i sommer. Foto: GURCAN OZTURK / Scanpix Denmark

TV 2 har talt med flere af de fyrede og deres familier, som ikke tør vende hjem til Tyrkiet af frygt for at lide samme skæbne som den fængslede officer. De har ikke fået at vide, hvorfor de pludselig mistede deres stillinger. Blot at de skulle komme hjem med det samme, siger de.

De lever nu på forskellige adresser i blandt andet Belgien. Uden løn. De frygter for repressalier fra Erdogans styre og at andre tyrkere vil stikke dem. De ønsker derfor total anonymitet.

Ifølge flere medierapporter har tidligere Nato-ansatte og deres familier søgt om asyl i lande som Belgien, Tyskland og USA. Ifølge de tidligere tyrkiske Nato-officerer, som TV 2 har talt med, har omkring 100 familier søgt om asyl alene i Belgien.

Vær sød at hjælpe mig med at gøre noget for min mand.

Brev til Ingrid Schulerud

Ingen af dem har efter sigende endnu fået svar, og de belgiske asylmyndigheder vil ikke kommentere på personsager.

Til Ingrid Schulerud skriver kvinden:

"Da min mand arbejder for Nato, besluttede jeg mig for at skrive til dig. Jeg tror på, at Nato er en stor familie, og vi kan være lykkelige for at føle os som en del af denne store ligesindede familie. På et tidspunkt hvor min egen nations officielle myndigheder lader os i stikken, tror jeg på, at vores Nato-familie vil støtte os. Vær sød at hjælpe mig med at gøre noget for min mand, i det mindste for at få oplysninger om ham, måske for at høre hans stemme."

Hun har ikke fået svar fra Ingrid Schulerud. Da TV 2 kontakter den norske ambassade i Belgien, får vi at vide, at hun aldrig har modtaget noget brev. Det blev ifølge afsenderen sendt til Hr. og Fru Stoltenberg i Natos hovedkvarter cirka midt november, men specifikt stilet til Ingrid Schulerud.

Ambassaden er via TV 2 blevet informeret om brevet, men Ingrid Schulerud er ikke vendt tilbage med en kommmentar.

Nato oplyser til TV2 at NATOs militære myndigheder er i kontakt med tyrkerne om familiernes skæbne. TV 2 har forgæves bedt om tyrkernes officielle reaktion. 

Men situationen er også yderst betændt ifølge mange af de kilder, som TV 2 har talt med i Nato:

- Det er en helt bizar situation, at vi har folk fra ét Nato-land, der søger om asyl i et andet Nato-land, siger en kilde i Nato til TV 2.

- Men Tyrkiet er så vigtig en allieret blandt andet på grund af sin beliggenhed og i kampen mod migration og terror, at man ikke kan gøre noget ved det.

I december sidste år spurgte TV 2 og flere andre medier Natos generalsekretær om de tyrkiske fyringer:

Han bekræftede, at tidligere Nato-ansatte har søgt om asyl i flere lande, men fastslog, at det er en sag, der er op til de nationale myndigheder at beslutte. Ikke et Nato-anliggende.

Men at han forventede, at alle allierede lever op til Natos værdier om retsstatsprincipper.

TV 2 har også forsøgt at få kommentarer fra både Tyrkiets repræsentation i det militære hovedkvarter i Mons og fra hovedkvarteret i Bruxelles.

I Mons har man fået at vide fra hjemlandet, at man ikke må udtale sig, og den militære repræsentant i Bruxelles venter stadig på svar fra myndighederne i Tyrkiet.