TV 2 mødte hustruer på hemmelige adresser: - Min mand kom ikke tilbage som aftalt

TV 2s korrespondent har mødt tidligere tyrkiske Nato-ansatte og deres familier, der nærmest er gået under jorden af frygt for repressalier hjemmefra.

- Det er en helt speciel og anormal situation. Vi har at gøre med officerfamilier fra ét Nato-land, der nu søger asyl i et andet Nato-land.

Sådan beskriver TV 2s korrespondent i Bruxelles, Lotte Mejlhede, det forhold, at flere højtstående Nato-militærfolk fra Tyrkiet i kølvandet på det mislykkede kup sidste år har mistet deres stillinger.

Lotte Mejlhede har mødt flere af de fyrede og hustruer til andre fyrede Nato-officerer på hemmelige adresser – fordi de er bange for at blive genkendt af Erdogan-tro tyrkere.

Hans forældre har besøgt ham, og han har tabt sig meget. Hvad skal jeg gøre?

Kvinde til TV 2

En af kvinderne var specielt nervøs, fordi hun ikke havde set sin mand siden oktober sidste år, hvor han blev sendt på en pludselig rejse til Tyrkiet – og der blev han arresteret.  

Nu sidder hun tilbage i Belgien med parrets tre børn og ingen indtægt. Til TV 2 fortæller hun:

- Han kom ikke tilbage dagen efter som aftalt. Jeg har forsøgt på alle måder at få et svar fra de tyrkiske autoriteter i Nato – men de vil ikke oplyse mig om noget som helst. Efter et stykke tid fandt jeg ud af, at han var arresteret. Hans forældre har besøgt ham, og han har tabt sig meget. Hvad skal jeg gøre?

Det er netop af frygt for samme skæbne, at flere tidligere Nato-folk nu søger asyl i Belgien. De har fået besked på at returnere til hjemlandet. Men det tør de ikke.

De siger selv, at de efter kuppet havnede på nogle lister typisk om fredagen, men uden at de har fået en ordentlig forklaring. Ifølge de fyrede tyrkere, TV 2 har talt med, er de dog ikke selv i tvivl om hvorfor.

- De fortæller, at de bliver set som en trussel mod det nuværende styre. De er for vestligt orienterede og derfor bliver de udrenset med en overordnet forklaring om, at de er i ledtog med kupmagerne, hvilket de afviser at være, siger Lotte Mejlhede og understreger, at dette er deres udlægning.

Hvordan kan en terrorist, en terrorist-soldat, en soldat der har været involveret i planlægningen af et kup være ansat i Nato?

Præsident Erdogan

Hun har forsøgt at få kommentarer fra de tyrkiske repræsentanter i Nato-systemet. Indtil videre forgæves.

Men den tyrkiske præsident Erdogan har tidligere til den tyrkiske avis, Miliyet, udtalt følgende om de fyrede tyrkiske Nato-officerer: 

- Hvordan kan en terrorist, en terrorist-soldat, en soldat der har været involveret i planlægningen af et kup være ansat i Nato?

Ifølge de fyrede tyrkere har mindst omkring 400 ud af 600 tyrkiske Nato-ansatte mistet deres job siden september sidste år.

Og alene i hovedkvarteret i Bruxelles skulle 43 ud af 53 være blevet fyret. Tal, som andre Nato-kilder siger til TV 2, formentlig ikke er skudt helt ved siden af.

Natos generalsekretær Jens Stoltenberg har i december på et spørgsmål fra TV 2 bekræftet, at tidligere Nato-officerer har søgt asyl i andre Nato-lande. Hvor mange vides ikke præcist.

Ifølge de fyrede tyrkere har omkring 100 tidligere Nato-familier søgt asyl alene i Belgien.

De belgiske asylmyndigheder vil ikke kommentere på sagen. Men anonymt udtrykker flere Nato-kilder overfor TV 2s korrespondent, at situationen er yderst betændt.