Blog: Hvis Obamaårene har været så fantastiske, hvorfor står vi så tilbage med Trump?

Barack Obama formåede at takke af med manér.

Det hele sluttede, hvor det startede. I nat dansk tid holdt Barack Obama sin afskedstale som amerikansk præsident. Fremfor at holde talen fra Det Hvide Hus – som præsidenter har for vane – havde Obama valgt at holde talen i Chicago -byen hvor Obamas politiske karriere startede. 2990 dage efter Obama vandt præsidentvalget i 2008 og talte foran næsten en kvartmillion i Chicago, blev `The Windy City` også stedet, hvor Obama prøvede at cementere sit eftermæle og budskab om almindelige borgeres magt til at skabe politisk forandring. ”Yes we can. Yes we did! ” som Obama sluttede af med at sige.

Selve talen var vintage Obama. En stor tak til den amerikanske befolkning, som præsidenten anser for at være den største inspirationskilde. Et opråb til den amerikanske befolkning om at se Obamas præsidenttid som en del af historiens vingesus, der peger i en retning: fremad – selvom det tit kan føles som ”to skridt frem og et tilbage”. En opfordring til nationen om at stå samlet og værdsætte den fredelige magtovergang, selv hvis man ikke bryder sig om efterfølgeren (hvilket tilskuerne i Chicago ikke lagde skjul på).

Men fremfor alt en tale om demokratiets skrøbelighed og behov for solidaritet. Om at ”politik handler om at gøre folks liv bedre”; at ulighed (både social og økonomisk) underminerer tilliden til demokratiet; at snakken om et ”post-racial” USA altid har været en myte, selvom race relationerne ifølge Obama er bedre, end de har været længe. Og en opsang til den amerikanske befolkning om, at demokratiet er mere end at gå til valg hvert andet eller fjerede år. ”Gør noget”; ”tal med fremmede i den virkelige verden frem for på nettet”; ”kom ud af dit eget ideologisk og politisk ekkokammer”; ”prøv at sætte sig ind i og forstå andre folks holdninger”, var nogle af Obamas kernebudskaber.

Det var i den del af talen, at Obama var bedst. Præsidenten har i høj grad mestret at kunne se begge sider af argumentet (uden at tage indtægt for de ekstreme synspunkter på yderfløjene) og prøvet at samle den amerikanske befolkning omkring de mange ting, der samler fremfor splitter amerikanerne. Kort sagt et optimistisk, og dermed ur-amerikansk, syn på nationens tilstand.

Samtidig illustrerede Obamas afskedstale den enorme ironi, der ligger i, at Obama i den kommende uge bliver afløst af Donald Trump. For ironisk nok er det lige præcis borgernes magt til at kræve politisk forandring, som Trumps vælgere gjorde brug af, da de sagde nej tak til en fireårig forlængelse af Obama-årene med Hillary Clinton ved roret. Yes they can, yes they did.

Obamaårene var medvirkende til, at vi nu kan se frem til Trumpårene. Det Demokratiske Parti befinder sig i en kæmpe krise, og landets første sorte præsident bliver i den kommende uge afløst af manden, der var med til at starte konspirationsteorien om, at Obama ikke var født i USA. På den front er der ikke meget ”change you can believe in” tilbage. Som Michelle Obama ganske rammende formulerede det, ”så ved Demokraterne nu, hvordan det føles ikke at have håb.”