Nordkoreas hårde leder: Kim Jong-un har fået henrettet flere end 300

16x9
Et udateret foto udsendt fra Nordkoreas officielle nyhedsbureau tidligere i december viser Kim Jong Un overvære en militærøvelse. Foto: KNS / Scanpix Denmark

Nordkoreas unge leder kan allerede måle sig med historiens store diktatorer, når det kommer til henrettelser.

Kim Jong-un er en hårdhændet landsleder. Nordkoreas 32-årige diktator bruger henrettelser med løs hånd for at stramme grebet om magten. 

Siden han kom til magten for blot fem år siden, har han beordret 340 mennesker henrettet. Sådan lyder det i en rapport fra den sydkoreanske tænketank The Institute for National Security Strategy. Det skriver CNN

Omkring 140 af de dræbte var ledende personer i landets regering, militær eller Kim Jong-uns eget parti, Arbejderpartiet - indtil deres leder ville det anderledes. 

Dødsdømt for at døse under militærparade

Da Kim Jong-il døde i 2011, havde han udskiftet tre forsvarsministre i løbet af sine 17 år som landsleder. To af dem havde forladt posten ved deres død. Men sønnen Kim Jong-un har meget kortere lunte. 

Han har allerede fyret fem forsvarsministre, siden han kom til magten. 

En af dem fik han skudt med antiluftskyts i maj 2015. Det skete foran et større publikum på en militærskole i hovedstaden Pyongyang. Den store leder havde sørget for, at den dødsdømtes familie var blandt publikum. 

Forsvarsministeren Hyon Yong Chol blev dømt til døden for majestætsfornærmelse. Den cirka 66-årige var angiveligt flere gange døset hen under militærparader, som Kim Jong-un også overværede.

Onkel klappede kun halvhjertet

To år tidligere fik Kim Jong-un sin onkel og tidligere formynder henrettet. Han blev dømt for at have forsøgt at begå statskup. 

Det nordkoreanske militærtribunal beskrev onklen Jang Song Thaek som "det afskyelige afskum Jang, som var værre end en hund". Onklens forbrydelser blev blandt andet udlagt således: 

- Da Kim Jong-un blev valgt til viceformand i Det Koreanske Arbejderpartis Centrale Militærkommission, opførte han (Jang, red.) sig så arrogant og uforskammet, at han kun rejste sig modvilligt fra sin stol og kun klappede halvhjertet, hvorved han pådrog sig en tårnhøj harme fra vore soldater og folk, refererede Wall Street Journal fra anklageskriftet ifølge Information

Tredje generation blev "kronet" i maj

Tidligere i år endte Nordkoreas ledende person i uddannelsessystemet sine dage foran en henrettelsespeloton. Han fik landsfaderens faste hånd at føle, fordi han angiveligt havde udvist en "dårlig attitude" ved landets Supreme Peoples Assembly i juni.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, blev i maj formelt valgt til formand for Arbejderpartiet.

Udnævnelsen ses som en regulær kroning af den unge leder, der reelt overtog styringen af Nordkorea efter sin fars død i 2011. Indtil da havde Kim Jung-un haft titlen "førstesekretær".

Kim Jung-un er den tredje generation af Nordkoreas Kim-dynasti.