Kendte sørger over George Michael: - Jeg er i chok, jeg har lige besøgt ham

Den britiske sanger sov stille ind juledag.

Siden nyheden om den britiske popsanger George Michaels død kom frem sent i aftes, har et væld af kendte verden over begrædt tabet af en ven og kollega.

- Jeg har mistet en elsket ven - den mest venlige, generøse sjæl og en genial kunstner. Mine tanker går til hans familie og alle hans fans, skriver den britiske sanger Elton John på Instagram.

Elton John og George Michael var tætte venner, specielt i 1980'erne, og har også arbejdet sammen. Blandt andet live på nummeret 'Don't Let The Sun Go Down On Me'. 

A post shared by Elton John (@eltonjohn) on

George Michaels blå bog

George Michael er født i 1963.

Han er døbt Georgios Kyriacos Panayiotou efter sin græsk-cypriotiske far.

Fra 1981 til 1986 var han en del af duoen Wham! med bandomsvennen Andrew Ridgeley.

I 1987 udkom hans første soloalbum.

I alt har han solgt mere end 100 millioner album. 

I 1998 kom det frem, at han var homoseksuel, efter han tilbød sex til en civilbetjent på et offentligt toilet.

Han var flere gange på kant med loven på grund af misbrug af blandt andet marihuana.

Han døde juledag i sit hjem i England, 53 år gammel. 

Døden skyldes formentlig hjerteproblemer. 

Den sidste jul

George Michael kom frem og væltede hitlisterne i 1980'erne som en del af duoen Wham, der blandt andet står bag det udødelige julehit 'Last Christmas'.

I år blev sidste jul for popikonet, bekræfter hans manager.

En ambulance blev tilkaldt til George Michaels hjem i England i går eftermiddags, hvor han sov stille ind.

I følge politiet er der intet mistænkeligt ved dødsfaldet. 

På de sociale medier har også Andrew Ridgeley, der udgjorde den anden halvdel af Wham og derfor har haft et tæt samarbejde med George Michael i mange år, kommenteret på dødsfaldet:

- Jeg er sønderknust over tabet af min elskede ven. Et tab for mig, hans kære, hans venner og hele musikverdenen. Altid elsket, skriver han.

Chokeret over tidlig død

George Michael blev 53 år gammel, og hans tidlige død har efterladt venner og kollegaer i chok. 

- Det er så sindsygt. Jeg har lige været på besøg hos ham den 23. december om morgenen. Jeg er lamslået. Du var et absoult geni. Mine dybeste tanker til din familie og hele dit hold, skriver den amerikanske musikproducer Nile Rodgers, som altså besøgte George Michael to dage inden hans død. 

Et af flere store tab

En anden ven i musikverdenen, der har fulgt George Michael længe, er sangerinden Madonna.

På Twitter har hun delt et af sine gode minder med ham, hvor hun overrækker ham en pris for hans musikvideoer i 1989. 

I videoen beskriver hun George Michael som en fantastisk sangskriver, der laver meget stilede videoer, og citerer fra hans hits 'Faith' og 'Father Figure'.  

Sammen med videoen skriver hun farvel til sin ven og kollega og begræder tabet af flere andre store musikstjerner, der også døde i 2016.

- Farvel min ven. Endnu en stor kunstner har forladt os. 2016, vil du skride langt væk?, skriver Madonna med hentydning til, at musikverdenen blandt andet også har mistet Prince, Dawid Bowie og Leonard Cohen i år. 

Se flere kendtes reaktioner på George Michaels død her og få listen over de store stjerner, der forlod os i 2016.

Stjerner mistet i år
2016
10. januar
David Bowie
David Bowie optræder ved en koncert i Køln i Tyskland i 2002. Jorg Carstensen / Scanpix
David Bowie blev født som David Robert Jones 8. januar 1947 i London-forstaden Brixton. Aliasset David Bowie fandt han på til sit første album, som han udgav som 20-årig. Det er inspireret af den amerikanske eventyrer Jim Bowie.
I løbet af sin karriere fandt han på flere andre aliasser. Blandt andre Ziggy Stardust og The Thin White Duke.
David Bowie nåede at udgive 28 albums. Det seneste, Blackstar, blot få dage før sin død.
Det helt store gennembrud kom i 1972 med pladen 'The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars'.
Han spillede desuden med i en lang række film. Blandt andre 'The Man Who Fell To Earth' og senest i 'The Prestige' fra 2006.
14. januar
Alan Rickman
Alan Rickman døde i januar i en alder af 69 år. © Olivia Harris / Reuters / Scanpix Denmark
Alan Rickman var igennem sin karriere i sit es, når han spillede skurk. Han fik sit internationale gennembrud i 1988, da han tonede frem på det store lærred i Bruce Willis-filmen 'Die Hard' som skurken Hans Gruber.
I 1991 vendte han tilbage i endnu en sublim skurkerolle som Sheriffen af Nottingham i Robin Hood: Prince of Thieves.
Hans måske mest folkelige rolle var som professor Severus Snape i Harry Potter-filmene - en klassisk Rickman-rolle som en kompleks 'skurk'.
24. marts
Johan Cruyff
Johan Cruyff er særligt husket for hans populære dribling under VM i Tyskland 1974, der senere fik navnet "Cruyff-vendingen". STF / Scanpix Denmark
Fodboldlegenden Johan Cruyff, en af de største fodboldstjerner nogensinde, døde i en alder af 68 år af kræft 24. marts.
Cruyff var stjernen på et hollandsk landshold, der i 1960'erne og 1970'erne var kendt for at spille flot og underholdende fodbold, og blandt andet vandt sølv ved VM i 1974.
I sin klubkarriere spillede han for Ajax og Barcelona i samlet 17 sæsoner. Efter han trak sig tilbage som spiller, har han også været cheftræner for begge klubber.
21. april
Prince
Prince døde i april, 57 år gammel. SCOTT OLSON / Scanpix Denmark
Den amerikanske sanger og sangskriver Prince Rogers Nelson, eller bare Prince, døde uventet i april.
Dødsårsagen var der længe tvivl om, men efter et par måneder blev det afsløret, at sangeren havde taget en overdosis af stoffet fentanyl. Senere kom det frem, at det formentlig var en fejl, fordi mærkaten på stofferne var forkert.
Prince brød igennem allerede i 80’erne, blandt andet med klassikeren ”Purple Rain”, der fungerede som filmmusik i hans spillefilmdebut i filmen af samme navn.
Lige siden debuten i slutningen af 70’erne har han været uhyre produktiv, og har udgivet flere end 40 albums, samtidigt med at han har skrevet sange til og produceret musik for en lang række andre kunstnere. 
3. juni
Muhammad Ali
Muhammad Ali træner forud for kampen mod George Foreman. - / Scanpix Denmark
Bokseren Muhammad Ali døde i juni i en alder af 74 år af septisk chok som resultat af en infektion. Døden var ikke direkte forbundet til Parkinsons, som Ali havde kæmpet mod i mange år.
Muhammad Ali er en af de absolut største boksere nogensinde med 56 sejre i 61 kampe - herunder 19 succesfulde forsvar af sin titel som verdensmester i sværvægt.
Derfor er det imponerende, at Ali næsten er mere kendt for sin personlighed uden for ringen. Han konverterede til islam og skiftede navn fra Cassius Clay, som han kaldte for 'et slavenavn.
Han protesterede offentligt mod Vietnamkrigen og nægtede selv at aftjene militærtjeneste.
29. august
Gene Wilder
Gene Wilder SHAWN BALDWIN / Scanpix Denmark
Den amerikanske komiker Gene Wilder døde i august, 83 år gammel, af komplikationer som følge af Alzheimer's.
Han er kendt fra film som 'Sheriffen skyder på det hele' (Blazing Saddles), 'To tosser bag tremmer' (Stir Crazy), 'Forår for Hitler' (The Producers), 'Den lille prins' og den originale 'Charlie og Chokoladefabrikken'-film, hvor han spillede Willy Wonka.
Gene Wilder blev nomineret til en Oscar-statuette to gange - for sin rolle i 'Forår for Hitler' og for at stå bag manuskriptet til 'Frankenstein Junior' sammen med Mel Brooks i filmen fra 1974. 
Skuespillerens sidste rolle var i komedieserien 'Will og Grace' i 2002 - 2003, hvor han spillede Mr Stein, og rollen i serien udløste en Emmy-pris.
November
Leonard Cohen
Leonard Cohen blev 82 år. JOEL SAGET / Scanpix Denmark
Den canadiske sanger, digter og sangskriver Leonard Cohen døde i november af endnu uoplyste årsager. Dødsfaldet blev offentliggjort 11. november, men den præcise dødsdato er ikke bekræftet.
Leonard Norman Cohen blev født i 1934 i Westmount i provinsen Quebec. Som teenager lærte han at spille guitar og dannede en folkemusikgruppe.
Magasinet Rolling Stone beskriver i et mindeord Leonard Cohen som den "mørke eminence" blandt en lille gruppe af ekstremt indflydelsesrige sangere og sangskrivere, der skabte sig et navn i 1960'erne.
Som sangskriver var Cohen ifølge Rolling Stone så unik, at kun amerikanske Paul Simon og canadiske Joni Mitchell kan matche ham.
 
25. december
George Michael
. MIGUEL MEDINA / Scanpix Denmark
Den engelske sanger George Michael er død i en alder af 53 år.
Han sov stille ind i sit hjem, oplyser hans publicist. Den nærmere dødsårsag kendes endnu ikke, men ifølge det lokale politi skulle der ikke være noget mistænkeligt ved hans død.
- Det er med stor sorg, at vi kan bekræfte, at vores elskede søn, bror og ven George er sovet ind henover julen. Familien beder om, at deres privatliv bliver respekteret i denne vanskelige og følelsesladede tid, skriver publicisten i en pressemeddelelse.
George Michael er nok bedst kendt for sin tid i bandet Wham, men han har også haft en stor solokarriere.
Han hart solgt flere end 100 millioner plader.
Han blev født i London i 1963 og fik navnet Georgios Kyriacos Panayiotou efter sin græsk-cypriotiske far, men skiftede altså senere navn.
27. december
Carrie Fisher
. Polfoto / Polfoto
Den 60-årige skuespillerinde, som især er kendt for sin rolle som prinsesse Leia i Star Wars-filmene, fik et hjerteanfald fredag i sidste uge kun 15 minutter før, det fly, hun skulle med, landede i Los Angeles. 
En ambulance hentede Carrie Fisher og bragte hende til UCLA Medical Center, hvor hun blev lagt i respirator. For blot to dage siden blev hun meldt i bedring.
Men tirsdag 27. december kunne en talsmand bekræfte, at hun er død.